BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Der er stadig billetter til store kulturoplevelser i maj

11-04-2017



Rigtig mange har allerede sikret sig billet til de fire kulturoplevelser, der venter i kulturmåneden på Cathrinesminde i maj. – Men jeg vil da opfordre flere til at købe nu, for også i år håber vi da på at få udsolgt, siger talsmanden for gruppen på fire, som har stået bag Kulturmåneden siden starten.

Mona Nielsen, Erik Breum, Niels Nørmark og Jørn Lehmann står bag arrangementerne. Hvert andet år, i de ulige årstal, er der kulturmåned for voksne, mens der hvert andet år er kulturmåned for børn, som arrangeres af Biblioteket Broager. Om programmet fortæller Jørn Lehmann:

- Jeg er sikker på, at det førte arrangement den 2. maj med Per Stig Møller bliver rigtig spændende. Politik er jo også en væsentlig del af vores kultur, og vi har før haft besøg af Mogens Lykketoft og Niels Helweg Petersen. I år vil vi få et tæt indblik i magtkampe i folketinget og i Per Stig Møllers tid som udenrigsminister, og vi kommer bag kulisserne omkring op- og nedture i Det Konservative Folkeparti.

At vi har fået Rock Nalle til at komme til Broager med sit udvidede band, har vakt stor forbløffelse hos hans impresario. Men jeg mødte ham på Tunø Festival og fik en snak, og så lykkedes det at få ham med i år, med tenorsaxofon, pianist og to guitarister. Jeg kan garantere, at der bliver uforglemmelig rock og rul på teglværket den 9. maj.

Og så er vi utrolig glade for, at Jørgen Mads Clausen har givet tilsagn om at fortælle om Danfoss – fra hønsehus til global virksomhed. Det er sjældent, Jørgen stiller op til en foredragsaften, som den vi har i vente den 16. maj. Danfoss er jo i den grad en del af vores fælles kultur, især på den måde Danfoss ikke kun har mange arbejdspladser men bestemt også på mange andre måder udfylder en vigtig rolle i lokalsamfundet.

Vi slutter af med en aften med følsom musik. Anne Linnet, som min kones søster har spillet sammen med engang, kommer den 23. maj. Det er noget helt andet end rock og rul, meget mere følsom.

Så alt i alt har publikum grund til at have forventninger til gode oplevelser.  – Og hvis nogen måske er lidt forbeholdne, så tænker jeg på de gange, hvor vi har haft et program, hvor færre er mødt op, men hvor alle så bagefter har haft: Hvor var det dog en rigtig god aften. Første gang vi havde opera, var der ledige stole. Det var der bestemt ikke anden gang.

-

Du kan købe billet ved at gå ind på hjemmesidens Arrangementskalender – eller gå til www.kulturmaaned.dk

Se alle nyheder


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk