BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Vi vil gerne opbygge nye sociale netværk

30-04-2017


Erik og Jette Johannsen, Højløkke, Broager

- Vi har boet i Broager i 37 år, og nu begynder alderen at sige os, at det er nu vi skal til at være sammen med dem, der er jævnaldrende med os, siger 63-årige Erik Johannsen i solskinnet på havestolen ved siden af hustruen Jette på Ringriderpladsen i Broager.

Ægteparret er for første gang med i et fælles-arrangement, hvor stort set alle har passeret de 60 år. De deltager i fællesspisningen ”Danmark spiser sammen”, som går over i historien som det største arrangement nogensinde, som Ældre Sagen i Broager har stået bag.

Erik Johannsen har været brandmand i mange år, han har været med i andre foreninger, bl.a. ringriderkomiteen, som også hustruen Jette har været. Så de kender på en måde rigtig mange af de andre 112 spisende.

- Men vi føler alligevel, at vi i dag begynder på et liv med at opbygge nye sociale netværk, som kan erstatte dem, vi jo ikke længere er en del af, siger Erik Johannsen.

Ved et andet bord sidder også en slags førstegangsdeltager. Den tidligere køkkenchef på Håndværkerskolen, Palle Ebbler og hustruen Karen Marie.

- Det er et fantastisk arrangement. Der sker jo en helt masse i Broager, og vi er så heldige at få besked om aktiviteterne. Sidste år deltog vi en udflugt, og nu er vi med for første gang ved et arrangement i byen. Det er virkelig en fornøjelse, siger ægteparret fra Høruphav, som fik debut ved en udflugt

- Jo, vi har faktisk en del medlemmer  af Ældre Sagen fra Sydals, som bruger Ældre Sagen i Broager, oplyser Frede Weber Andresen, Ældre Sagen.

Se alle nyheder


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk