BROAGER.DK
BROAGERLAND OG BYENS DIGITALE SAMLINGSSTED

Nyheder

Vær med til indvielsen lørdag den 27. maj kl. 13.00

13-05-2017



Den gamle hvidtjørn på toppen af Klør Fire ved Brunsnæs er død. Væltet endeligt af en storm 3. december 1999. Til stor ærgrelse for alle, som bor i området og for turisterne på Gendarmstien.  Lørdag den 27. maj åbner og indvier borgmesteren en ny tjørn.

Resterne af den gamle hvidtjørn stod der i mange år. I dag står blot et rustent "hjul" med en informationstavle.

Den gamle tjørns historie

Overleveringer vil vide, at den blev plantet over pestdøde kreaturer i Erik af Pommerns tid (1419-1439). Der knytter sig mange myter til tjørnen. Den havde f.eks.magisk kraft til at beskytte mod ”den sorte død”.

Allerede i 1898 var tjørnen i fare for at blive fældet. Dengang skyldtes det behovet for at skabe mere plads til dyrkning af kartofler. Stedets ejer Hans Hansen havde den unge lærer Reinhold Hansen på kost. Da læreren hørte, at træet skulle fældes, fordi der kunne vokse ½ tønde kartofler på lige netop dette sted, valgte han at betale 5 mark, som kartoffelavlen ville ha' kunnet indbringe. Og dermed blev træet bevaret et århundrede mere. I 1923 blev tjørnen fredet af myndighederne.

En opmåling i 1968 viste en kronediameter på 19 meter og en stammeomkreds på 2,72 meter. 

På lørdag den 27. maj indvier borgmester Erik Lauritzen en ny tjørn på stedet. Det sker kl. 13 som optakt til familie-triatlon til fordel for den kommende cykelfærge til Tyskland.

Om den nye tjørn får samme status, det må vise sig. For som der står på info-skiltet ved den nu forsvundne tjørn. Den har sikkert også været vidne til mange romancer..


Hoved sponsorer

Sponsorer

 

Broager.dk