Velkomst
Heidi, der i dag er leder af Broager Private Børnehus, byder alle velkommen til 85 års fødselsdag. Hun ser tilbage med historiens briller på, alt det man har formået i en verden, der har ændret sig og et samfund der konstant udvikler sig.
”Vores opgave har altid været den samme, at skabe tryghed og støtte børnene i hverdagen.
Børnehaven er mennesker og relationer, ikke kun mursten.
En tak lød også til tidligere og nuværende personale og deres store engagement samt forældrene for deres tillid, når de overlader deres dyreste eje til os.
Det er vores ansvar at udvikle børnehaven uden at give kald på de værdier vi hver dag arbejder for. Vi er taknemlig for nutiden og tror på fremtiden”.
Næstforperson Rasmus trådte op bag mikrofonen med bl.a. disse vise ord ”Det er ikke en selvfølge at der i lokalsamfundet er en børnehave som denne. Her er et ja et ja og et nej er et nej.
I øvrigt er det tankevækkende, at det ældste barn, der har gået i børnehaven, har rundet de 90 år.
Fru Sørensen, den første leder, er gået over i historien og det mener jeg også at Heidi vil gøre”
Bodil, der blev leder i 2011 fortalte bl.a. om en udvidelse af børnehaven og legepladsen, hvor man opkøbte en bagvedliggende tennisbane, som blev omdannet til cykelbane.
I sandkassen, på legepladsen
Der er stor aktivitet i alle hjørner og specielt indenfor, hvor der blev budt på bl.a. lotteri, kaffe og kager, softice og slush-ice. I en salgsbod blev der solgt marmelade og på moderne dansk – merchandise – samt mursten til den kommende udvidelse.
I sandkassen sidder Freja sammen med nogle børn og lave høje bakker og bygger måske slotte. Freja startede i praktik for ca. et år siden, dengang hun ikke rigtig vidste hvad vej hun ville efter skolen. Gymnasiet var ikke et ønske. Jobcentret foreslog hende børnehaven her og det viste sig – med hendes egne ord – at være et heldigt match.
Nu nyder Freja at gå på arbejde og børnene nyder godt af hendes glæde ved at være sammen med dem.
Et bord skiller sig ud
Ved et bord sidder flere generationer af besøgende og viser det sig, tidligere og nuværende børn i børnehaven.
Familien Rasmussen berettede om mormor Sylvia, der var ansat i børnehaven i 1952 – i øvrigt en af de fine damer i crepepapirskjoler på fotografiet i mindeværelset. Mor Helle præsenterer Charlotte og Hanne samt Rikke, Tilde og Pelle og fortæller at også søster, moster og deres børn går i børnehaven.
I et tilbageblik huskes ”Vi havde en brandbil som legeredskab – jo, der var andre regler om sikkerhed dengang”
Det er nok det bedste skudsmål Broager private børnehus kan få når en familie gennem generationer år efter år melder deres børn i den samme børnehave. Et godt bevis på at det ikke kun var fine ord der blev sagt i talerne.
Mindeværelset
Mindeværelset taler også sit helt eget sprog.
Billeder, der er taget gennem årene, forskellige legesager fra starten ses tydeligt at være egne hjemmelavede ting. Der var virkelig iderigdom i familien Sørensen. Det bliver fortalt at hr. Sørensen bl.a. skar plader ud, hvorpå der var malet et motiv. Så var der puslespil til børnene. Kryds og bolle samt et spil med forskellige antal frugter så børnene også lærte at tælle.
Sørensens forstod at udnytte de ressourcer de havde til rådighed.
Jul og minder
For nogle år siden gik fru Sørensens datter og svigersøn forbi børnehaven, stod stille og talte om det hjem, der dengang lå i overetagen. De blev budt indenfor og en aftale blev indgået om at få lov til at holde jul i lejligheden.
Inden de drog hjem efter den oplevelse, blev der fundet et hjemmelavet puslespil i kælderen. En speciel gave som de fik med hjem til erindring.
Frivillighed
Rasmus, næstforperson i bestyrelsen fortæller ”Jeg kan sønderjysk fordi jeg sådan set er flyttet tilbage til mine rødder efter nogle år i Vestjylland og København. Min farfar var ansat på Cathrinesminde Teglværk.
Jeg har valgt bestyrelsesarbejdet fordi jeg er af den mening, at skal vi gøre noget godt for vores børn må vi selv være villige til at hjælpe til”.
Når der fortælles om støttegruppe og forældregruppe er der megen opbakning at hente herfra, når personalet i børnehaven kalder. Det kunne også tydeligt fornemmes, at der var mange hjælpende hænder i huset på denne festdag.
Det betød også at der kunne samles et meget stort kor, der fødselsdagssangen skulle synges og mascotten Rasmus skulle kaldes frem.
Til lykke med dagen fra Broue Tidende
Pia
© 2026 Broager – Designet af Aveo web&marketing