Alle veje i midtbyen får asfalt snarest muligt

-Jeg har fået flere henvendelser fra borgere, som virkelig ikke er begejstrede for den måde, kloakarbejdet i Broager midtby skrider frem på, og derfor har jeg taget ansvar og været i dialog med kommunen om at få fokus på færdiggørelsen. Nu bliver planen ændret, oplyser formanden for Broager Udviklingsforum, Christel Leiendecker.

En lukket Storegade, eller alternativt en Storegade delvist i grus hen over sommeren, kan vi ikke leve med.

-Der har været udsigt til, at vejene i byen skal ligge hen som grusveje sommeren over, og det kan jo hverken borgere, turister eller butikslivet i Broager leve med. Skriftligt har jeg fået bekræftet, at kommunen har fulgt op på henvendelsen og holdt møde med Sonfor og entreprenøren om at finde en løsning.

Udgangen bliver, at man i første omgang laver en midlertidig belægning med asfalt på vejene i midtbyen uden søstensfliser og chaussesten.

-Og den ændring støtter vi i Broager Udviklingsforum, oplyser formanden, Christel Leiendecker. – Mere præcist har vi fået at vide, at hvis også flisefladerne skulle retableres nu, så kommer vi ind i sommersæsonen med en lukket Storegade, eller alternativt en Storegade delvist i grus.

Christel Leiendecker

Når det er nødvendigt med en midlertidige løsning kun med asfalt, skyldes det mest, at retablering med flisefladerne kræver længere tid. Dels skal der cementstabiliseres under dem. Dels er brolæggerarbejdet mere tidskrævende.

Keld Rysgaard, afdelingsleder i kommunens afdeling for anlæg og infrastruktur, mener heller ikke, at det er rimeligt, at vejene i midtbyen skal ligge i grus hen over sommeren.

Vi ønsker derfor, at retableringen i første omgang sker med asfalt på alle veje i midtbyen, og at de flader som hidtil har ligget med søstensfliser og chaussésten retableres senere (ved opbrydning af asfalten), når der er trafikal mulighed for at lukke vejene igen, oplyser afdelingslederen.

En hurtig retablering af Storegade med asfalt, og åbning af Storegade for trafik vil også give mulighed for at kloakarbejdet kan igangsættes på Østergade.

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2025 Broager – Designet af Aveo web&marketing

Vi kan ikke leve med grusveje i Broager sommeren over, fastslår Broager Udviklingsforum