Jørgen Brodersen, Snurom, spiller hovedrollen i teaterstykket ”I.P. Nielsen – Dronningens sønderjyske minister”
I byparken i Broager står busten af det tidligere folketingsmedlem I.P. Nielsen. På billede nedenfor står Jørgen Brodersen ansigt til ansigt med I.P. Nielsen.
Jørgen Brodersen fra Snurom har rollen som I.P. Nielsen i teaterstykket ”Dronningens sønderjyske minister” ved seks forestillinger i Det lille Teaters friluftsspil i juni.
d. 15. juni kl. 15.00 (premiere)
d. 16., 17., 19. og 20. juni kl. 19.30
d. 21. juni kl. 15.00
Som tilskuer har Jørgen Brodersen og alle på scenen H.K.H Prinsesse Benedikte. Prinsessen stod bag afsløringen af busten af I.P. Nielsen sidste år i Broager. Prinsessen er også blandt publikum ved premieren på teaterstykket lørdag den 15. juni. Måske fordi hendes mor som kronprinsesse fik et meget tæt samarbejde med I.P. Nielsen i hjælpearbejdet, især rettet mod de sønderjyske børn.
-For mig er det helt fantastisk at få lov at spille hovedrollen i teaterstykket. Jeg kan jo huske fra min barndom på Als, da vi i Ulkebøl forsamlingshus fik tøj fra Dronning Ingrids Feriefond. Min mor havde jo en glæde ved at komme hjem med det nye tøj. Det er sådan noget, man husker.
Jeg har også været i Dronning Ingrids feriehjem i Blåvand. Og nu møder jeg I.P. Nielsen og genoplever det samspil, den daværende kronprinsesse og I.P. Nielsen havde. Det er en stor glæde, siger Jørgen Brodersen, som er fyldt 77 år.
-Rollen som I.P. Nielsen kræver, at jeg læser på den hver eneste dag, næsten, siger Jørgen Brodersen. Han har ca. 125 replikker i de 27 scener, forestillingen byder på. Store som små. Og der er mange forskellige steder, jeg skal være på scenen, så jeg har lavet en liste over, hvor jeg skal stå på de forskellige tidspunkter. Stykket er jo bygget op med en række skift frem og tilbage fra årene, da I.P. boede i Dynt, til nutiden 2025.
Jørgen Brodersen har set filmen om I. P. Nielsen flere gange. Det smitter selvfølgelig af på min stemmeføring. Helt bestemt. Men instruktøren kommer jo med sine input, så vi skaber den rigtige stemning, siger hovedrolleindehaveren forud for premieren.
Det er kvindernes lod
Ruth Gaul Nilum, Adsbøl, er én af kvinderne på scenen. Hun har været med i imponerende 102 forestillinger på Det lille Teater og været med siden det første teglværksspil i 1982 på scenen eller som instruktør.
-Jeg spiller en beskeden rolle som fru Reventlow og diskuterer lidt med I.P. om, at han har for meget om ørene og bør trappe lidt ned. I en anden rolle er jeg på markedet som sælger, og i en tredje scene er jeg sammen med borgmesteren på en valgaften. Det er tre små roller.
-Men sådan er det i teaterverdenen. Er man kvinde, har man ikke store chancer for de gode roller. Dem får mændene. Sådan er det. Sådan har det altid været. Så hvis en mand snakker op om, at han ikke har mange replikker, så siger jeg altid: Vær du glad for det. Kvinder har aldrig nogensinde haft ret meget. Og nogen kvinder er holdt op med at spille teater, fordi de ikke har følt sig udfordret nok. Men alle roller i et stykke er jo vigtige. Ikke kun hovedrollen. Og hvis det bliver gjort rigtigt, kan også en lille rolle være god, siger Ruth Gaul Nilum, som slet ikke kan forestille sig, hvad et liv ville være uden teatret. Der er udsolgt til premieren. Men fortsat er der ledige pladser til de fem øvrige forestillinger.
Egnsspillet I.P. Nielsen – Dronningens sønderjyske minister, Af Marie Markvard Andersen, instruktion Kim Asmussen spilles på Det lille Teaters udendørs scene, Ladegårdskov 14, 6300 Gråsten.
Billetter kan købes på hjemmesiden: www.lilleteater.dk
Billetpriser Voksne 140 kr Børn 80 kr.
Stykket er et samarbejde mellem Det lille Teater, Gråsten og Kultur i Gråsten
© 2025 Broager – Designet af Aveo web&marketing