Af Kristian Pallesen
Som optakt til denne historie kommer jeg til at tænke på tre personer – og der er mange flere – som er kendte for deres sønderjyske sproch.
Rikke Thomsen synger på sønderjysk og har fået Modermålsprisen for den indsats. Sønderjyske Kedde i København er kendt for at snakke og synge på sønderjysk, bl.a. på TIKTOK. Er der noget, han er bange for, så er det, at ”æ miste æ sproch. Æ vil ik- lye som olle ande her”, har han sagt i et indslag på TV2. Og som den tredje tænker jeg på Asta, æ skolefrøken fra Broueland.
Asta Flyvholm Kjær fra Busholmvej er bl.a. kendt for at rejse land og rige rundt for at fortælle og synge på sønderjysk.
Torsdag i næste uge er hun bedt om at fortælle om Erindringsværkstedet på Broagerhus. Det er Historie Haderslev, som har henvendt sig til Asta Flyvholm, og hendes foredrag på sønderjysk bliver tolket, så der både bliver snakket tysk, dansk og sønderjysk.
Interesserede kan roligt melde sig – til sivq@haderslev.dk
Bag arrangementet står Historie Haderslev, Flensburger Stadarchiv og Kreis- und Stadtarchiv, Kreis Schleswig-Flensburg und Stadt Schleswig.
Projektet er støttet af EU’s Interreg-program og har som tema “Arkiver på begge sider af grænsen, relevans, udfordringer og samarbejde”. Målgruppen er især folk, der har brug for at søge i arkiver i nabolandet men også almindeligt interesserede.
Asta Flyvholm Kjær vil til foredraget fortælle om projektet erindringsværkstedet. Erindringsværkstedet er et koncept, hvor en gruppe mennesker mødes og udveksler erindringer og minder. Til møderne har man forskellige emner, som en tovholder forbereder et oplæg om. Herefter kan alle deltagere byde ind med egne erindringer. I løbet af foredraget til Asta Flyvholm Kjær komme med eksempler på nogle af disse emner og fortællinger.
I pausen serveres kaffe, kage og sodavand. Det er gratis at deltage.
De fremmødte kan efter foredraget blive vist rundt på Broager lokalhistoriske arkiv i nederste etage på det gamle rådhus. Der vil også være en udstilling, med effekter og billeder, der relaterer til historierne.
Foredraget på Broagerhus er ét af flere i de kommende uger og måneder. Du kan læse mere om projektet og de enkelte arrangementer på Historie Haderslevs hjemmeside www.historiehaderslev.dk
© 2025 Broager – Designet af Aveo web&marketing