”Der skydes”
Når dette skilt står for enden af Håndværkervej er der aktivitet på banen i eller bag klubhuset hos Broager bueskytter.
Klubben tilbyder
Der tilbydes træning i forskellige buetyper, tirsdag for børn og torsdag for voksne. Et medlemskab samt leje af bue kan klares for en overkommelig pris. Det er ikke dyrere, end at skulle ekviperes til f.eks. et fodboldhold.
”Som begynder kan du deltage 4 gange til træning inden du beslutter om du vil melde dig ind. Vi har det udstyr du skal bruge, så du skal blot møde op i praktisk tøj” siger Tom Albrechtsen, der er formand for klubben, og fortsætter ”bliver du bidt af sporten, er det muligt for omkring 1.000 kr. at anskaffe din egen bue”.
Klubben råder over 2 trænere med div. kurser og erfaring samt tjek på sikkerhedsreglerne, som er vigtigt at alle kender.
Konkurrencer
Skytterne deltager i konkurrencer, senest har børne- og juniorhold vundet en flot guld- og en sølvmedalje i indendørs præmieskydning.
Udendørs præmieskydning for voksne er netop startet op og foregår fra maj-september med 4 pointturneringer mod klubber fra hele Danmark.
Tager man et kig ind i klublokalet vidner pokaler i rækker om klubbens storhedstid. Et imponerende skue.
Træning til en dygtig skytte
At blive en god skytte kræver noget øvelse, både fysisk og mentalt for det er ens egen præstation, der tæller. Det er ikke en holdsport i lighed med håndbold eller fodbold, men det gode sociale sammenhold findes også i denne sport.
Opvarmning kan ske med træningselastikker for at smidiggøre og styrke musklerne i hænder, håndled og arme. Fysikken styrkes og balancen trænes, for at lære, at står rank og rolig når der skydes.
Bueskydning er en god øvelse i at holde fokus, lære kropsbevidsthed for at finde grundstillingen, så strengen strammes med rolige bevægelser og pilen sendes afsted.
Det er dig, der bestemmer, hvor pilen rammer. Bueskydning kan kort beskrives, som meditation fra start til slut, da alt andet lukkes ude.
Specialtilbud
I øjeblikket køres et forløb med elever fra Broager skoles specialklasse. Et samarbejde med DGI, skole og forening. Tidligere har også andre klasser prøvet bueskydning sammen med andre sportsgrene.
Ud over ovennævnte tilbyder klubben også at afholde events for foreninger, i forbindelse med fødselsdage eller polterabend m.v.
Faciliteter
Klubben råder over en indendørs bane, hvor der skydes på op til 18 meter og en udendørs bane, hvor der kan skyde op til 40 meter. Der er ligeledes plads til ventende forældre. Der skydes mest på skiver, men også 3D figurer til afveksling. Klubben står desuden parat til at arrangere ture til 3D bane, ofte i afmærkede skovområder, så det virker lidt realistisk.
Tilhørsforhold
Klubben er en afdeling af Broagerlands Ungdoms- og Idrætsforening, men fungerer i det daglige som en selvstændig forening. DGI’s regelsæt for bueskydning, er en vigtig del i forhold til sikkerhed omkring sporten. Har dette vakt din interesse kan der læses mere på: Broager Bueskytter.dk hvor de eksakte træningstider findes, eller mød op når der trænes.
Bue og tilbehør
Anna-Grete og Erik startede i 1983 klubben her i Broager.
Samtidig grundlagde de firmaet DANAGE, som ligger på Smedevænget 2 her i Broager. Familien har fra starten haft meget tætte forbindelser med verdens førende leverandører af bueskytteudstyr og har via dette altid fuldt udviklingen af de nyeste produkter på verdensmarkedet.
Du kan også finde Broager Bueskytter på Facebook: Facebook Broager Bueskytter
Pia
© 2025 Broager – Designet af Aveo web&marketing