Det levende teglværk

1.363 besøgte Cathrinesminde Teglværk på de 3 dage. Lørdag og søndag var bedst besøgt.

Hele området på og omkring Cathrinesminde Teglværk levede denne weekend op til overskriften. Det summede af liv og glade mennesker, både gæster i alle aldre og frivillige, der med stor entusiasme fortalte om livet på et teglværk.

I hver en krog var der aktivitet, snak og latter.

Ved indgangen stod der en klar med et mærke, der fortalte at du var gæst og holdt samtidig styr på hvor mange der besøgte teglværket. I samme øjeblik kom posten med besked. Manden, der ved det meste og gerne bringer det videre og samtidig praler med at være far til hvert andet barn på ruten, hvilket udløste høje grin.

Håndværk

Rebslager

Jesper fortalte om et treslået sisalreb, et ”hvorntov” (Asta hjalp med at stave det rigtigt), der brugtes til at trække kvæget til slagteren. Materialet var genbrug af det, der holdt sammen på halmballen.

De 3, der stod ved teltet diskuterede lidt omkring en ”abehånd” en form for knob og alle former for stik og anvendelsesområder for rebet de slog.

Smedje

Her blev smedet knibe, portbeslag og -hængsler, stemmejern, bestik og diverse kroge. På ca. en halv time kunne han smede en meget kreativ udformet bøfvender, som med sikkerhed ikke mister steaken i vendingen.

De fleste håndtag blev drejet i elmetræ, altså træ fra nærområdet og jernet er genbrugsjern. Som smeden fortalte en nysgerrig, kan langt det meste jern bruges igen.

Med kreativitet og måske nødvendig sparsommelighed forstod man i høj grad at genbruge i mange sammenhænge.

Garnbinder

Naturligvis skal der laves fiskenet og åleruser. Også det var der en der mestrede og lærte gerne fra sig.

Træarbejde

Ved snittebænkene sad Jonas(10 år) og Johan(7 år) og snittede skeer. Instruktion fik de af Kristian, der hele tiden stod klar til at rette når de frie fingre kom for tæt på det skarpe værktøj. Han fortalte på pædagogisk vis hvor meget de skulle passe på og hvordan de bedst brugte værktøjet. Storebror Jonas brugte sidste år 2 timer på at snitte en ske, som de brugte flittigt i hjemmet, fortalte drengenes mor Mette.

Fra ler til mursten

Kl. 12.30 rykker mange hen mod æltemøllen og området hvor ler bliver formet til mursten. På en stabel paller står fortælleren, der formår at fange publikums opmærksom og på meget fin vis at beskrive det hårde og beskidte arbejde på stedet, hvor også børn var en nødvendig del af arbejdskraften.

Håndarbejde

Bolde er da noget man laver selv. En korkprop som start og lange strimler af stof vikles herom. Det hele holdes sammen med sejlgarn som bindes rundt om og danner 6 felter. Med bomuldsgarn og en stor nål uden spids trækkes nu en tråd rundt fra den lodrette ”sejlgarntråd” hvor den bliver snoet omkring inden den næste linje. Sådan fortsættes og lige så stille når man fra top til bund og en færdig bold i de farver der er valgt.

Skolen

Et vigtigt område, også for børn dengang. Her sidder Asta sammen med hjælperne Emilie, Elise og Marie klar til at hjælpe børn med at skrive skråskrift og spille de mange spil der ligger på bordet.

Rigtige gamle fyldepenne står parat ligesom de små sorte tavler og kridt ligger klar til at blive skrevet på.

På et andet bord ligger bl.a. et vendespil med sønderjysk og ”dansk” tekst. Her morede to damer sig højlydt over hvad der kunne komme ud af, at en vejlenser og en skibonit gættede på hvad det sønderjyske kunne betyde.

Festligt at være tilskuer i skolestuen.

Pile- og barkflet

De flotteste kreationer i pileflet var blevet lavet og et sted et nyt i gang. Løbebinding blev der også vist. Med det kan der bindes de fineste kurve og sæder. Just bliver der taget noget op af et vandbad – det var blevet for tørt til at kunne flette med fortæller Kirsten og fortsætter på sin kurv, der i dagens anledning skulle være dobbelt. Hvor var det nu der skulle fortsættes for at blive rigtigt? Som i meget andet håndværk er det vigtigt at få forsat fra det rigtige sted.

”Barken er fra energipil – som ikke er så god til pileflet.

Flere af damerne er medlem i Alsisk flettekreds, der har eksisteret i mere end 20 år” fortæller Else Marie.

På turen tilbage til ”køkkenregionerne” kommer en kvinde, som blot går rundt i pænt jævnt tøj og er klar til at svare på spørgsmål, men snart – fortæller Dorte – skal der skiftes dragt.

Så bliver hun forvandlet til teglværksejerens frue i en smuk dragt i blankt stof med mønster i samme farve, fin hat, hvide handsker og naturlig paraply med blondekant. Ved hendes side ses teglværksejeren. Nu skal der promeneres.

Kvindernes domæne

Marmeladekogerske

Overfor caféen står 2 kvinder ved en lille bod og koger marmelade. Et velassorteret udbud, der viser sig at været det helt rigtige nye tiltag ved arrangementet. Allerede fredag – på førstedagen – blev de nærmeste løbet over ende og måtte erkende at ”det var vi ikke lige forberedt på” sagde de samstemmende.

Lige først på eftermiddagen, søndag, var de løbet tør for frugt, men havde dog nogle få glas færdig marmelade tilbage.

Køkkenet og vaskeri

Omkring kl. 12.00 er middagsmaden klar. Den består igen af ”Skrædderduelse” eller ”Fattigmandsdyp” som det også kaldes. En god mættende ret til de hårdtarbejdende mænd når de kommer trætte retur.

Gæster i alle aldre nyder en smagsprøve af den gode, gedigne sønderjyske ret. Naturligvis lavet på det gamle komfur.

I baggrunden træder duften af sæbe og vasketøj tydeligt igennem, for her står vaskekonerne med hænderne i sæbevandet.

Caféen

Gæster begynder et sive mod cafeén, der har et pænt udbud af kager og selvfølgelig ”pumle” og sønderjysk rugbrød med grevefedt med eller uden spegepølse. Myreflittige damer fortæller at fredag var de meget tæt på udsolgt, men nu mener de, at der igen er dækket ind.

Ved et sidder en familie fra Roskilde og snakker. På et tidspunkt lyder det fra mor til datter ”Når du bliver gammel, kan du da også være med i sådan noget”, hvortil undertegnede ikke kunne dy sig for at sige ”Man behøver ikke være gammel, kig blot ind i skolestuen, der er piger på din alder”. Hertil kommenterer i ung mand ”hun har du fuldstændig ret, det kommer ikke an på alder men interesse”.

Skøn spillemandsmusik starter op i det samme.

En enkelt mand er sneget sig tæt på kvindernes arbejdsplads. Han sidder på en stol hvorfra han kan se både køkken og disk. Forsynet med en kop kaffe i hånden, blander han sig ikke.

Arbejderboligerne

De 3 arbejderboliger er alle personificeret i form af kvinder med håndarbejde og lyst til at fortælle historie.

I den første bolig fra ca. 1960 er der gang i en lille væv, hvor der fremtrylles små tæpper og siddeunderlag af uld til kusken. Uld, der ikke kan kartes og spindes til garn på rokken.

Ved siden af står en kreativt udformet lille væv hvorpå der kan væves bånd på en sindrig men enkelt måde som der fortælles. Væven kan bygges efter anvisning på youtube!! Vi har nået år 2026.

I næste bolig ca. 1930 kommer man ind i noget genkendeligt fra oldemors stuer. Her sidder Birthe med kniplebræt, i gang med en ikke helt let lysmanchet og Inge ved håndsymaskinen, hvor hun syr en flot drengeskjorte. Naturligvis syet, så der ikke er åbne kanter, der kan trevle. Den skal jo gerne holde længe. For at de begge kan få noget fra hånden sørger Ellen for at der bliver lavet aftaler med posten og sørget for frokost, kaffe, kage og frisk bagte boller med smør.

I sidste hus ca. 1890 bliver der spundet uld på rokken og fortalt om Tornerose og hvad det var hun stak sig på, og kom til at sove i 100 år. Den store ten bliver vist til børn og forældre, der kigger forundret på den lange spidse genstand. Nu måtte der så en længere forklaring til, som de lyttede ganske stille til. Eventyret blev pludselig til ”virkelighed” her ved Flensborg Fjord.

Pia