Drikkevandsforsyning i Broager

Drikkevandsforsyning i Broager

Vandkvaliteten

Vandværksformand Ole Hansen fortæller at i Broager kan man roligt drikke vandet lige fra vandhanen. For at det også i fremtiden skal være sådan, bør alle dog tænke sig om når giftsprøjten eller shampooen til bilen findes frem eller taget og terrassen renses for alger. Med det tostrengede kloaksystem der er i dag, og i øjeblikket etableres i Broager, vil rester herfra ikke blive ført til renseanlæg, men direkte i overfladevandssystemet og videre til vandløb og grundvand.

Nyt vandværk 2003

Efter bezinforureningen på tanken måtte vandværket på Brovej lukke, hvilket forringede forsyningssikkerheden. Dette bevirkede, at der i 2003 blev bygget nyt vandværk på Dyntvej i Broager – pris 8,2 mio.

Broager vandværk, leverer vand til 2.130 husstande i Broager by, Brunsnæs/Busholm, Smøl, Nybølnor, Skodsbøl og Vemmingbund, der først blev koblet på for 4 år siden. Ved denne udvidelse, steg vandspildet til mere end 10%, hvilket ikke var acceptabelt. Ledningsnettet måtte nødvendigvis renoveres. Ved seneste aflæsning er vandspildet faldet til 7,3%, hvilket anses for tåleligt.

Hvor kommer vandet fra?

”Vi har 2 boringer i Bøffelkobbelskov som dækker 70% af forbruget, 1 på Dyntvej og 3 på Vemmingbundvej som tilsammen dækker 30%.

Omkring boringen ved vandværket, der grænser op til det store boligområde i øst, har man allerede i 2007 i Handlingsplanen mellem Amt og kommune spekulationer omkring hvad brugen af sprøjtegifte i villahaverne vil betyde for vandkvaliteten. Citat ”Villakvarterernes placering betyder, at det grundvand, der dannes her, kan nå frem til vandværkets boringer i løbet af få år” fortæller Ole Hansen

Det viste foto, viser et betonrør, fundet på Tværvej. Dette rør har i mange år fungeret som afløb fra håndvask, bad og toilet, uden at den rare familie i huset har haft anelse om det. Det viser tydeligt, at disse gamle rør er med til at spildevand siver direkte ud i jorden og kan være medvirkende kilde til forurening af grundvand. Et sådant fund fortæller, at vi alle er en del af forureningsfaren af vort drikkevand.

Ny boringer

Med ovennævnte in mente, er det glædeligt, at der i efteråret forventes etableret yderligere en boring i Bøffelkobbelskov, som vil resultere i at de 4 mindre boringer omkring Broager, de boringer, der kun dækker de 30% af forbruget, kan lukkes.

Grunden til at der findes boringer i Bøffelkobbelskov er, at man ikke har kunnet finde egnede grundvandsreserver i Broager og omegn, der var dybe nok til, med sikkerhed, at kunne undgå forurening fra boligområder og landbrug.

Mellem Broager og Bøffelkobbel blev der fundet en såkaldt begravet dal, som er en ca. 400 meter fordybning under jordoverfladen fyldt op med vekslende istidsaflejringer. Denne dal viser sig velegnet til nye boringer i Bøffelkobbelskov.

I 2021 kan der læses her i Broue Tidende, at der allerede på daværende tidspunkt er forsøg med nye boringer på stedet.

Handlingsplan

I 2006/2007 blev der mellem Amt, Broager Kommune og Broager vandværk udfærdiget en omfattende handlingsplan, som Sønderborg Kommune, ved nedlægning af amterne overtog.

Sønderborg kommune har forpligtet sig til at yde et bidrag til nedlæggelse af de 4 mindre boringer og etablering af en ny i Bøffelkobbelskov.

Efter dette arbejde, vil de stillede krav til de påtænkte byggerier af boligområdet i Broager øst bortfalde og der vil ingen hindringer stå i vejen for en videre boligudvikling.

Nye tider for bestyrelsen

Også samarbejdsaftalen med Sønderborg fjernvarme udløber marts 2027, hvorefter vandværket bliver selvstændigt og bestyrelsen overtager nye opgaver med driften.

”Allerede i næste års regnskab kan aflæses at driften er blevet optimeret.

Vandværkets meget arbejdsomme bestyrelse er klar til at trække i arbejdstøjet og parat til de nye tider. Vi skal altid være på vagt ved vores boringer” fortæller Ole Hansen.

Flere informationer

Kan findes på hjemmesiden Broager Vandværk ligesom alle prøveresultaterne på vandkvaliteten findes på Vand-kvalitet.dk/drikkevand – Broager vandværk Amba

Broager Vandværk A.m.b.a. har et motto:

Vand er livets kilde – skån miljøet”

Pia

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2026 Broager – Designet af Aveo web&marketing