Sønderborg Kommune arbejder med en trafikplan for Broager By, som skal løse de trafikale udfordringer og ønsker om en mere sammenhængende bymidte.
Nu kan borgerne komme til drop-in møde om trafikplanen. Det sker mandag den 16. februar kl. 15-18 på Broagerhus. Man kan komme ind i løbet af de tre timer og stille spørgsmål. Man kan også komme med bemærkninger, som kommunen vil tage med videre i arbejdet.
Teknik-, By- og Boligudvalget godkendte sidste år trafikplanen for Broager Bymidte. Første skridt i planen er ensretning af Vestergade, så der skabes mere plads til bløde trafikanter.
I budgetforliget for 2026-2029 er der afsat 8 mio. kr. til Broager Bymidte i 2026 og 2027 til projektet i Vestergade. Den smalle vej skal ensrettes fra Parkvej mod Nejsvej, hvilket vil give bedre plads til bløde trafikanter og muliggøre vareindlevering til Coop365 via Vestergade i stedet for via Torvet. Vestergade gøres smallere og fortovet gøres bredere, og der lægges ny belægning på en del af vejen.
De resterende delprojekter vil blive behandlet i kommende budgetforhandlinger. I alt vil en gennemførelse af trafikplanen koste 42 mio. kr. Planen indeholder også ombygning af Torvet, fjernelse af indsnævring på Storegade, udskiftning af søstenene i midtbyen til teglsten, belægning med chaussésten i Vestergade, Møllegade, Storegade og Borgergade samt ny belægning med brosten på Stien og Peter Nissens Gang.
Yderligere information:
Keld Rysgaard
Afdelingsleder, Anlæg & Infrastruktur
Tlf. 27 90 81 11
© 2026 Broager – Designet af Aveo web&marketing