Af Kristian Pallesen
En del foreninger har svært ved at fastholde ledere, trænere og medlemmer. Men sådan forholder det sig ikke i BUI-Motion. Tværtimod.
Foreningen har 25-års jubilæum i morgen fredag den 28. februar, og vi bringer en særskilt artikel, hvor formanden giver et tilbageblik.,
På generalforsamlingen prægedes beretningen af løbeklubbens dynamiske udvikling og engagement. Bestyrelsen noterer med tilfredshed, at medlemstallet stabilt er i omegnen af 100, hvoraf ca. halvdelen er aktive, Gendarmløbet er genopstået og, at det sociale liv er stærkt og præget af nærvær og fællesskab.
-Vi ser frem til et spændende 2025 med nye muligheder og udfordringer. Bestyrelsen har store ambitioner for det kommende år, herunder yderligere vækst i medlemsantal og fortsatte forbedringer af vores faciliteter.
Vi vil også fokusere på at styrke vores digitale tilstedeværelse og udvikle nye tilbud, der imødekommer vores medlemmers behov og interesser, sagde formanden, Michael M. Jacobsen om fremtidsudsigterne og henviste til, at 2024 har været et år med en del aktiviteter og arrangementer, som har styrket fællesskabet og fremmet fysisk aktivitet blandt vores medlemmer. Herunder skal nævnes vores pinsetur til Løjt land og vores klubtur til Nordborg Walk & Run, hvor vi fik nok klubbens første pokal med hjem, som det største tilmeldte løbehold. Vores årlige klubtur var igen i år en stor succes, hvor vi nød en dag fyldt med sjov og motion.
Vores ”Kaffe & Croissant” arrangement den 1. søndag i hver måned efter endt træning, fortsatte hen over sommeren; men blev sat på standby i vinterhalvåret pga. det faldende fremmøde til træning hen over vinterhalvåret. Vores tøjaften hos Sport24 forløb rigtig godt. Vi havde en sjov og hyggelig aften med efterfølgende spisning hos naboen til Sport24.
Gendarmløbet er tilbage
Vi har fået Gendarmløbet tilbage på rette spor, efter at vi i 2023 måtte aflyse løbet. Nu i samarbejde med Broager Kultur. Der blev nedsat en styregruppe på 5 personer, som består af medlemmer fra både BUI – Motion og Broager Kultur, som på frivillig basis styrer løbet sikker igennem fra ”start til mål”.
Det 20. Gendarmløb blev en kæmpe succes, selvom der var mange nye ”bag roret”. Vejrguderne var i den grad med os den 15. september, hvor løbet blev holdt, og stemning var rigtig god.
Endnu engang skal der lyde en stor tak til alle de mange frivillige fra BUI – Motion og Broager Kultur, som gjorde dagen helt speciel for alle deltagerne og publikum.
Desuden skal vi ikke glemme alle sponsorerne, som støttede op omkring løbet. Uden de frivilliges og sponsorernes engagement vil der ikke være noget Gendarmløb.
Også god økonomi
Klubbens økonomi er fortsat sund og robust. Vi har kunnet fastholde et solidt økonomisk fundament gennem ansvarlig budgetstyring og strategiske investeringer. Blandt de mest bemærkelsesværdige økonomiske tiltag var vores vellykkede afholdelse af Gendarmløbet, i samarbejde med Broager Kultur, som indbragte godt 50.000 kr. til klubkassen.
Et stærkt trænerteam
Vores trænerteam har spillet en afgørende rolle i årets succes. Vi har haft to trænere tilknyttet begynderholdet, som startede op efter påsken. Der startede omkring to håndfulde nybegyndere, hvor én håndfuld var tilbage og gennemførte Gendarmløbet i flot stil.
Bestyrelsen vil gerne takke alle medlemmer, frivillige, trænere og samarbejdspartnere for deres engagement og støtte i 2024. Uden deres bidrag ville vores succes ikke være mulig. Vi ser frem til endnu et år med fremgang og socialt fællesskab i BUI – Motion.
© 2025 Broager – Designet af Aveo web&marketing