I aftenskolen LOF Syd har vi valgt at nominere ægteparret Elin Lunding og Finn Grønver til ’Årets Ildsjæl’ i Sønderborg.
Vi nominerer dem sammen, men det er faktisk hver for sig, de begge yder en helt fantastisk stor frivillig indsats for vores aftenskole.
Elin er tovholder og bestyrelsesforkvinde for vores Broager Egnskor, som har 85 års jubilæum senere i år, og yder en kæmpe indsats dér.
Derudover har Elin været med til at starte vores demenskor ’Onsdagskoret’ op i Broager Sognegård, hvor hun er én af de frivillige kræfter bag koret, som både støtter op om de eksisterende kormedlemmer, hjælper med at arrangere kørsel, er opsøgende i forhold til nye deltagere og ikke mindst sørger for kage og anden praktik, som er helt uundværligt.
Altid med hjertet på rette sted og med gode idéer og input til løbende at forbedre vores tilbud, så flest muligt får glæde af dem.
Finn er næstformand i LOF Syds bestyrelse, og yder en stor frivillig indsats dér, samt som frivillig ved vores mange foredrags-, højskole- og ’bag om’ arrangementer.
Finn møder altid op velforberedt, tager sig altid tid til at snakke med alle omkring arrangementet – fra teknik- og køkkenpersonale til oplægsholdere, og deltagerne, som altid bliver budt pænt velkommen. Finn har i årenes løb været med til lidt af hvert i LOF-regi, og er blevet en skattet sparringspartner for os på LOF Syd kontoret – altid nysgerrig, engageret og utrolig vellidt af alle.
’Sådan vil vi også være, når vi er +80’ siger vi tit til hinanden efter vi har haft møder med Finn.
Vi føler os derfor særligt heldige med at Elin og Finn har valgt at lægge nogle af deres frivillige kræfter i vores organisation, og synes det er SÅ velfortjent at de løb afsted med prisen.
/Louise Weiss Petersen, Skoleleder, LOF Syd
© 2026 Broager – Designet af Aveo web&marketing