Konfirmation i gymnastiksalen 2025 ;

bliver det heldigvis ikke, skriver Jesper Simonsen fra Broager i denne fortælling om forberedelse til datteren Annesofies konfirmation den 17. maj 2025.

Optakten til den konfirmation, som vi står i lige nu, startede en aften i september 2024, hvor der var inviteret til konfirmations information. Her blev sløret løftet for at en tiltrængt renovering af kirken var på vej. Mine tanker gik straks tilbage til min egen konfirmation for efterhånden et par år siden, hvor kirken også gennemgik en renovering, og derfor blev gudstjenesterne lagt andre steder, primært sognegården, dog ikke juleaften, da tilslutningen var så stor at Broager Hallen måtte tages i brug. Vi gik fortrøstningsfulde derfra, fuld af håb om at vores flotte kirke blev klar til tiden. Blot få uger efter fik vi besked om at det først blev efter konfirmationen at kirken var klar, men til gengæld var der alternativer i spil, så vores konfirmander kunne bliver konfirmeret i en rigtig kirke, og ikke en sportshal, med en bi-lugt af gymnastiksko.

Heldigvis kom der en, for os, god løsning med Dybbøl Kirke, da vi selv har tilknytning til Dybbøl, Christina er opvokset og konfirmeret der, og vi blev viet af Karin Kofoed fra Dybbøl Kirke, da Stefan var ferieramt på det tidspunkt. Der blev selvfølgeligt lidt bøvl med logistikken, og hvordan blev det nu en ny kirke, men vi tog hurtigt ja-hatten på, og begyndte at glæde os til den store dag.

Med de ydre rammer fastlagt, gik jagten ind på konfirmationskjolen. En lørdag i november vendte vi snuden på Tønder, for at kigge efter en kjole, som den kommende konfirmand kunne se sig selv i. Vi ankom til Tønder i rigelig god tid, og bestemte os for lige at kigge ind i butikken for at ose lidt, inden der sådan rigtigt var vores tur, det lykkedes så ikke helt, da de havde fået et hul, så vi kunne komme til med det samme. Os forældre blev plantet i passende stole, og budt kaffe, kage og saltstænger, imens der blev kigget, vejet og målt. Vi havde faktisk regnet med en længere seance i butikken, men efter 3 kjoler var sagen klar. Drømmekjolen var fundet, endda i en passende størrelse, så der ved første øjekast ikke skulle rettes til nogen steder. Efter bestillingssedlen var udfyldt og dankortet kørt igennem, kunne vi kigge på uret og se at vores oprindelige tid ikke engang var startet endnu. Nuvel vi fik tanket op med sandwich og sodavand inden turen gik tilbage mod Broager, nu endnu mere glade, da endnu en milepæl var vinget af.

Desværre varede glæden kort, da vores feststed, Værftet, Marina Minde, kort før jul gik konkurs. Allerede da vores søn skulle konfirmeres havde vi taget det valg at vi ikke ville holde det hjemme, og vi ville ikke selv stå med det. Vi havde derfor allerede reserveret festen på Værftet i 2022, så konkursen tog lidt hårdt på os, dog på ingen måde så hårdt som dem der blev direkte påvirket af det, men nu var gode råd dyre, og der skulle findes en løsning i en fart. Efter nogle opringninger, lykkedes det at lande en aftale på Hotel Baltic i Hørup, der grundet vores beskedne gæsteliste på 22 personer, kunne klemme os ind.

Og gæstelisten, ja sådan en kan jo hurtigt blive genstand for megen forvirring og forvikling, og har man nu alle med, og hvad-nu-hvis vi tager dem med, så burde vi også tage dem med, og hvad vil de andre nu også sige. Det slap vi helt for i år, da vi mere eller mindre genbrugte gæstelisten fra vores forrige konfirmation for 3 år siden, så de bekymringer slap vi for i år.

De seneste måneder er gået med forberedelser hen imod den store dag. Der er mange løse ender, og mange ting man ikke lige har tænkt på, eller har glemt hvordan det nu var, selvom det ”kun” er 3 år siden man sidst var igennem det. En af de ting der har været tæt på at give flere grå hår, var hvem der skulle sidde med på bænken. Nu skulle vi jo til Dybbøl Kirke, som vi langt fra kender lige så godt som Broager Kirke. Min eneste oplevelse i kirken, var dengang jeg som elektriker skulle udskifte defekte pærer over alteret.

Og fra den opgave videre til den næste, som så blev bordplanen, dog ikke uden et visit på Baltic, tildels for at hilse på, men faktisk også for at se lokalet vi skulle være i. Lokalet levede heldigvis op til konfirmandens strenge øjne, og bordene ligeså, så layoutet blev hurtigt fastlagt, og nu kunne den vigtige bordplan laves. Efter nogle forsøg, lykkedes det at skabe det vi regner med bliver en fornuftig bordplan, men man ved jo først rigtigt om man er lykkedes, når man står midt i det.

Selve kørslen fra konfirmationen, er tit en eller anden form for overraskelse i et specielt køretøj, man ikke kører i hver dag. Vi tænkte længe på hvad vi skulle finde på, men endnu engang viste konfirmandens stærke vilje sig, og fortalte at det skulle være Christinas kollega, der skulle køre hende i hendes bil. Ja, der røg den overraskelse så..

Midt i det hele, skulle der jo også købes gaver, ikke kun til konfirmanden, men også til venner og veninder, og forældres venners børn mm. Selve gaverne til konfirmanden udviklede sig hurtigt til et slags kapløb med de andre gæster, om at være hurtigst til at tagge den/de gaver man ville give på ønskeskyen, men med den overflod af ønsker der lå derinde, behændigt med direkte link til nærmeste webshop, gik det som en leg.

Så mangler der kun den sidste lille ting eller to, inden konfirmationen er helt overstået og man kan kigge videre ud mod den næste milepæl. De obligatoriske takkekort, og Blå mandag.

Blå mandag, bliver endnu engang planlagt og afholdt af Ungdomsskolen, hvor de tager til Heide Park, til en dag fyldt med spas, løjer og hurtige karruseller. Min egen blå mandag bestod af en tur med spritbåden til Flensborg, med en gang shopping og hygge, med efterfølgende bustur hjem. En bus som vi i øvrigt delte med en anden skole. Det stærkeste minde fra dagen, var at eleverne fra den anden skole havde et noget mere liberalt forhold til alkohol end vi havde, da blandt bevirker at en pige forsøgte at tisse i en pose, det lykkedes dog ikke helt, og en mindre sø sejlede ned gennem bussens midtergulv. Godt at det er blevet noget mere ordnede forhold med Ungdomsskolen ved roret.

Lige om ikke alt for længe, sidder vi i sofaen, med stængerne slynget op, og flader helt ud, fylde af indtryk efter en, forhåbentligt, uforglemmelig dag.

Tak for at du læste med. Hvem ved, måske vi skrives ved igen.

-Jesper Simonsen