Broager Udviklingsforums (BU) generalforsamling den 25/3 2026 blev et sandt tilløbsstykke.
Omkring 80 borgere mødte op denne aften både for at høre om BU’s aktiviteter og skitseforslaget til det nye boligområde i Broager øst.
Formand Christel Leiendecker tog mikrofonen og lagde ud med at berette om et velbesøgt borgermøde på Broagerhus fyldt med energi, nye tanker og idéer. Det viser tydeligt, hvor stærkt fællesskabet er i Broager.
Nedsatte netværksgrupper:
– Nyhedsgruppe, der skal føre Broue Tidende videre
– Fundraising til lege- og aktivitetspark ved hallen
– Boliggruppe med fokus på nye muligheder fx. Broager Øst
– Masterplan for bymidten og torvet
Uddrag fra formandens beretning:
”Særligt arbejdet med masterplanen har stor opbakning. Der er afsat midler, og vi arbejder for fremdrift, så vi kan skabe mere liv og fællesskab i byen. Det er netop sådan udvikling skabes: når borgere engagerer sig og løfter i flok.
I vores arbejdsgrupper mærker vi både stort engagement – og de udfordringer, der naturligt følger med frivilligt arbejde.
Nyhedsgruppen er kommet godt i gang og er lykkes med at holde liv i vores lokale medie. Fundraising- og legepladsgruppen har haft sværere vilkår med manglende ressourcer.
Der arbejdes med en idé om en bro ved Loddenmosen og ny julebelysning.
Økonomisk står vi heldigvis solidt, og det giver os mulighed for fortsat at støtte udviklingen i Broager, med vi må erkende at udvikling tager tid – men også at vedholdenhed og samarbejde gør en forskel. Vi er nået langt, men vi er ikke i mål endnu.
Arbejdet med Broager bymidte har fyldt meget – og det har været en lang proces. Kloakering har også i 2025 været en udfordring bl.a. på Østergade
Efter flere års indsats er vi nu nået dertil, hvor der er truffet politiske beslutninger, og hvor de første midler er afsat – særligt med fokus på trafiksikkerhed og tilgængelighed. Det er et vigtigt skridt, som kun er muligt, fordi mange har bidraget undervejs.
Vi har haft en god og konstruktiv dialog med kommunen, rådgivere, erhvervsliv og borgere.
Arbejdet stopper ikke her. I 2026 planlægges et drop-in møde, hvor alle borgere får mulighed for at komme med deres input til, hvordan trafiksikkerheden i bymidten skal se ud og sikres. Vi er godt på vej – og vi fortsætter sammen
Tak til alle jer, der bidrager. Det er i fællesskabet, vi skaber fremtiden for Broager”
Inden Erik Krogh fremlagde BU’s regnskab blev punkt 1 klaret med valg af Kristian Pallesen som dirigent, der konstaterede generalforsamlingen rettidigt varslet i h.t. vedtægterne.
Regnskab
Erik Krogh gennemgik det godkendte Regnskab for 2025, der viser et pænt overskud, som skyldes, at der ikke har været større udgifter samt investeringer i 2025 udover de normale driftsudgifter. Af indestående i pengeinstitut pr. 31.12.2025 er kr. 190.500,00 afsat til kommende og igangværende projekter.
Der blev stillet spørgsmål ang. en optimering af renteindtægterne og de hensatte midler, hvortil Erik svarede, at midlerne må blive stående indtil arbejderne bliver udført.
Regnskabet blev herefter godkendt.
2026
Der arbejdes videre i de nedsatte grupper, der søges optimeret med flere og nye frivillige.
Der arbejdes videre ud fra aktivitetsplanen med bl.a. Broager øst, julebelysning, Parkunderholdning og opfølgning på drop in-møde, efter accept fra kommunen og bearbejdning af jeres input således at der opnås den nødvendige trafiksikkerhed og tilgængelighed.
Christel konkluderer: ”Det har været en lang rejse – men ihærdigheden har betalt sig.
Vi går ind i 2026 med fokus på at fastholde momentum, styrke fællesskabet og sikre, at udviklingen sker i tæt dialog med borgerne.
I dag 2026 kan vi sige, at vi er nået i mål med en vigtig milepæl. Efter vores seneste møde med HC, SIB, Sweco, kommunen og Broager Udviklingsforum, er der nu givet grønt lys til at arbejde videre og finde investorer til området med projektet, der rummer 142 boliger fordelt på flere boligtyper – med plads til både unge, familier og seniorer.
Det her er et stærkt eksempel på, hvad vi kan, når vi arbejder sammen – lokalt engagement, samarbejde og vedholdenhed.
Nye tovholdere i grupperne
For at skabe endnu bedre fremdrift har vi lavet en omrokering af tovholdere i vores arbejdsgrupper
Nyheder: Pia er tovholder
Fundraising & legeplads: Ulrik (Mette Labori)
Masterplan & bymidte: Lisa
Boliggruppen: Erik
Handel: Jørgen og Jesper
Handelsgruppen er et nyt tiltag, som udspringer af et ønske fra de lokale erhvervsdrivende om bedre rammer for samarbejde og udvikling.
Valg
Helle Johannsen, Ulrich Bargum og Else Marie Toft fortsætter i bestyrelsen, ligesom Christel Leiendecker blev genvalgt som formand. Der var nyvalg til Claus Damm Johansen og Lisa Jonasson.
Genvalg også til revisor Vagn Peter Petersen og suppleant Ole Hansen.
Broager Øst
Efter kaffen gennemgik Erik Krogh, der er tovholder for Boliggruppen, det store projekt på Broager Øst.
Alle familiemønstre er tænkt ind i området med større og mindre enheder, lejer og ejerboliger.
Der er tænkt små torve ind, en gennemgående vej og en sti i hele området samtidig med at der tages hensyn til de store regnskyl med forsinkelsesbassiner.
Der var naturligt nok mange spørgsmål og nogen nervøsitet ang. bygningernes beliggenhed i forhold til skel og højde. Vil der blive taget hensyn til den nuværende byggestil? Er stien bag om Jørgensby privat eller offentlig? Trafiksikkerheden på Vemmingbundvej og Dyntvej og højdeforskellen fra Østermarken til området.
Erik Krogh slutter ” Jeg kan berolige med, at de foreliggende planer alene er forslag med fotos fra boligområder andre steder i Danmark, som Sweco har være med i eller AI genererede bygninger.
Der er møder i næste uge i forhold til investor og Boligforening.
Intet er endeligt endnu, der vil blive lyttet til input fra alle sider samtidig med at hele planen skal ud i høring”
Pia
© 2026 Broager – Designet af Aveo web&marketing