Søndagscafè 19. april 2026
E SPRITTE – GLADE DAGE PÅ FLENSBORG FJORD
Forfatteren Henrik Ingemann fra Kegnæs, der har skrevet den første bog om spritbådene i Sønderborg,
holder foredrag om de 40 år, hvor spritbådene var en væsentlig del af Sønderborgs dna
For mange sønderborgensere er spritbådene en del af deres historie. I mange år lå den ene spritbåd ved siden af den anden i havnen fra Sønderborg Slot og ned til Solo-fabrikken.
Det var kæmpestort. På det højeste modtog Sønderborg havn 2.1 mio. passagerer om året, over 6000 om dagen.
Fra Tyskland sejlede skibene som smørbåde. Rederierne havde fundet et hul i EF-lovgivningen. Hvis tyskerne blev sejlet til Sønderborg og kørt hjem med busser over landegrænsen, kunne de købe 5 kg. billigt dansk smør som var eftertragtet i Tyskland. Det skabte kaos på havnen, når 50 busser holdt og ventede på passagererne fra Tyskland.
Fra Danmark sejlede skibene som spritbåde. Danskerne var mere interesseret i højt smørrebrød, øl og snaps til toldfrie priser. For mange pensionister var spritbådene en livsform og kunne man smugle nogle pakker cigaretter med i land, var det et kærkomment tilskud til folkepensionen.
I foredraget kommer Henrik Ingemann ind bag rederierne. Det er en historie om en hård kamp mellem rederierne, store penge, skattesvindel, trusler, kongens foged som beslag-lægger et skib og et utal af retssager.
Når man taler om spritbådene kommer man ikke udenom den kontroversielle skibsreder E. H. Rasmussen. Efter deltagelse som frivillig SS-soldat på Østfronten i 2. Verdenskrig kom han til Sønderborg uden en øre i lommen.
E.H. Rasmussen var en sammensat mand og han kæmpede i mange år for sin position som Sønderborgs største og mest velhavende skibsreder. Hans motto var, at målet helliger midlet.
Menu :
