Lions uddelte ved middagstid lørdag 30. maj årets Oldtimerpris på 50.000 kr. i forbindelse med Oldtimerløbet, der samler et tusindtalligt publikum i Gråsten og ikke færre end 1.768 køretøjer.
Aflastningshjemmet RendbjergFavn fik overrakt 20.000 kr. til at afvikle en sommerfest i september i anledning af aflastningshjemmets 50-års jubilæum for mennesker med særlige behov. Donationen er med til at gøre dagen helt særlig og kan være med til at skabe glæde, fællesskab og gode minder for mennesker, som har og har haft deres hverdag hos RendbjergFavn gennem de sidste 50 år.
Stafet For Livet fik 10.000 kr. til en meningsfuld dag for kræftramte og deres pårørende i vores lokalområde, nemlig et 12 – timers event, hvor Stafet For Livet sætter fokus på kræftsagen, fejrer livet og giver håb. Det er en begivenhed, der samler lokalsamfundet – kræftramte, pårørende, frivillige og lokale virksomheder – i kampen mod kræft.
Kørestolsbrugere og Gangbesværede i Gråsten og omegn, KGGO, fik 10.000 kr. som påskønnelse – adresseret til foreningen for en imponerende indsats for kørestolsbrugere med ugentlige indkøbsture og til Helle Schnuchel for at være selve fundamentet i et blomstrende kvindenetværk under KGGO. Helle har ikke bare startet et netværk; hun har skabt et trygt og inkluderende miljø. Hun besidder en sjælden evne til at se det enkelte menneske og sørge for, at alle føler sig velkomne – uanset baggrund.
Det sønderjyske Team Rynkeby hold modtog 10.000 kr., som vil blive tildelt Børnecancerfonden/Børnelungefonden. Hele cykelholdet Team Rynkeby cykler til Paris, samtidig med Tour de France. Alle omkostning inkl. cykler betales af deltagerne og penge fra sponsorer og firmaer går direkte til de to nævnte fonde.
© 2026 Broager – Designet af Aveo web&marketing