Kim Pedersen trak sig i aftes fra bestyrelsen efter 15 år på posten
Af Kristian Pallesen
SuperBrugsen har brug for nye ideer, siger den afgående formand for bestyrelsen, Kim Pedersen, som i aftes på generalforsamlingen trak sig fra bestyrelsen efter 15 års indsats.
-Jeg føler, at Brugsen trænger til at få et nyt pust, så den kan udvikle sig videre. Jeg føler, at jeg de seneste 4-5 år har stået lidt stille med hensyn til, hvad man kunne finde på, erkender han og ønsker den nye formand tillykke. Mere om ham følger.
Broue Tidende har snakket med Kim om de 15 år som formand og spørger ham til bestyrelsens indflydelse på, hvordan SuperBrugsen bliver drevet.
-Bestyrelsen spiller en meget lille rolle i forhold til driften af den lokale Brugsforening, siger Kim Pedersen. – Men vi kan gøre en forskel, når vi snakker om Brugsens rolle i et lokalsamfund. Og det føler jeg, at vi også gør, siger Kim Pedersen.
Han har derfor meget bevidst forholdt sig til, hvor meget Brugsen skal tage sig af Broager. Hvor stor og stærk en spiller, skal forretningen være i forhold til alle de almene opgaver og aktiviteter, som er med til at give liv til lokalsamfundet. F.eks. juletræet og markedsdage. Det har ligget mig på sinde, og på det felt har jeg ment, at vi skal spille en stor rolle og sørge for, at byen samler sig – og at SuperBrugsen er en form for lim for den lokale trivsel.
COOP har en standard for, hvordan en butik skal indrettes. Men vi har som bestyrelse også indflydelse på detaljerne, så vi bestemmer, hvor dominerende vi skal være om kundernes vej gennem butikken.
Man kan indrette butikken, så kunderne bliver dirigeret rundt og lige frem til chokoladen eller gå helt op i den ene ende af butikken, før du kan dreje af. Det har vi fravalgt. Vi har i indretningen af butikken i Broager lagt vægt på at give kunderne luft til selv at vælge deres indkøbsvej gennem butikken.
Den største succes i min tid er, at vi har fået moderniseret butikken og indrettet den, som den fremstår i dag. På et tidspunkt så den meget gammel ud. Nedslidt. Nu har vi et niveau, der kan måle sig med andre butikker rundt omkring. Og på personalesiden. Ja, da stod de i kælderen og klædte om. Ikke engang opdelt i m/k og med høj fugtighed. Nu har vi skabt ordentlige omklædningsforhold og kantine. Det ser pænt ud nu, men der skal jo også følges op. Det er den nye bestyrelses opgave, siger Kim Pedersen, som sluttede generalforsamlingen med en stor tak.
Tak til kollegaerne i bestyrelsen gennem årene, også dem blandt de fremmødte, som jeg har siddet i bestyrelse sammen med. Jeg ser, at også Bent Moldt er her, og det var ham, der var uddeler, da jeg blev valgt ind.
Jeg ønsker SuperBrugsen og jer, som er engageret i arbejdspladsen held og lykke fremover.

Den nye formand
Den nye formand er Morten Sandvig, 51 år, og har sæde i bestyrelsen de seneste fire år.
Han lod sig vælge ind på opfordring, bl.a. fordi han havde to børn, som var ansat i SuperBrugsen.
-Jeg håber, at vi kan få sat nogle gode initiativer i søen og kan fortsætte det gode samarbejde med uddeleren og personalet. Og ellers håber jeg, vi kan fortsætte i det spor, vi er i.
-Hvilke gode initiativer?
-Det kan jeg ikke sige noget om endnu. Men vi skal jo finde nogle måder, vi kan tjene flere penge på. For som det fremgår af regnskabet kan vi jo ikke tjene guld på butikken. Vi kan jo se på udviklingen i branchen, at ikke mange tjener penge på at leve af butiks-salget, så vi skal finde ud af at lave et overskud på anden vis. For det er det, vi skal leve af i sidste ende. Og. Benzinsalget falder. Dagligvarer bliver dyrere. Og vi skal være konkurrencedygtige. Vi går en spændende tid i møde, varsler den nye formand for bestyrelsen, Morten Sandvig.
Uddelerens tak
Michael Næsby afsluttede sit indlæg på generalforsamlingen med at rette en tak til Kim Pedersen for samarbejdet og sagde:
Tirsdag den 27. marts 2018 var jeg til samtale på Benniksgård om uddeler-jobbet i SuperBrugsen, og samme eftermiddag ringede du og tilbød mig jobbet. Det blev en god dag. Og efter otte års samarbejde siger jeg dig tak for mange gode snakke, som ikke altid har handlet om Brugsen. Tak for god sparring. Jeg synes altid, vi har holdt møder med en god dialog i gensidig respekt for hinanden.
Jeg mindes ikke en dårlig stemning mellem os. Sådan synes jeg også, at vores bestyrelsesmøder er afviklet. Du har styret med hård hånd og er altid mødt engageret og velforberedt.
Du har sat dig ind i tingene og ved, hvad COOP sætter i søen og hvilke forventninger, de har til en formand. Nu får du mere tid til haven og cyklen, lød takken fra Michael Næsby til bestyrelsens formand gennem otte år.
© 2026 Broager – Designet af Aveo web&marketing