Hvis man går en tur over Broager Kirkegård, vil man se, at en del af indskrifterne på gravstenene står på tysk. Det hænger sammen med, at området var tysk fra 1864 til 1920. Da de danske tropper i februar 1864 trak sig tilbage fra Dannevirke og gik i stilling i Dybbølskanserne, blev de skarpt forfulgt af de preussiske og østrigske tropper.
Preusserne besatte Broagerland og indrettede den nuværende præstebolig (der dengang var en helt nybygget skole) til lazaret, sammen med en nærliggende ældre skolebygning. De indrettede endvidere kirkerummet til at modtage sårede forud for de større træfninger, specielt ved stormen på Dybbølskanserne d. 18. april. Klokketårnet blev under hele perioden anvendt som operationsstue.
Krigergravene på kirkegården rummer i alt fra 1864-krigen ca. 300 soldater, heraf 73 danske. De ligger i massegrave, fællesgrave og enkeltgrave. Her står mindestenen over de danske soldater og jernkorsene over de preussiske officerer og soldater. Endvidere en mindesten over den preussiske pionér Karl Klinke, som efter stormen på Dybbølskanserne blev udnævnt til krigshelt.
Desuden er der umiddelbart nord for kirken 2 grave fra Treårskrigen 1848-1851.