Fortællestok 2

Byparken

Parken er oprindelig i 1700 tallet udlagt som køkkenhave til den overfor liggende præstegård; Storegade 1.

Parken havde da tre fiskedamme, der skulle forsyne præstens husholdning med karper og ørreder. Dammene var forbundet med vandløb og broer.

I midten af 1800 tallet omlagde den daværende præst Jørgen Stephensen køkkenhaven til en engelsk inspireret park, der senere blev udlejet til Broager Kommune.

I 1940’erne blev Storegade i Broager kloakeret, og overskudsjorden herfra anvendtes til at opfylde de to nordlligste damme i parken.

I 1980’erne blev parken renoveret med nyplantninger, omlægning af stier og oprensning af den tilbageværende parkdam, så parken fik sit nuværende udtryk.

Pavillionen blev bygget i 1988. I de år var der hvert år om sommeren månedlige parkunderholdninger.

Nu er det stadig kirken, der ejer parken, men den vedligeholdes af Sønderborg Kommune. Gå nu til busten af I P Nielsen.

Buste af I P Nielsen

Sjællænderen I P Nielsen kom til Sønderjylland i forbindelse med genforeningen, fordi statsminister TH. Stauning ønskede en stærk socialdemokrat i den “nye” landsdel. Han blev straks valgt til Folketinget, hvor han havde plads til 1943.

Han bosatte sig i “Hytten” på Dynt Strand.

Sammen med kronprinsesse Ingrid oprettede han ved den jyske vestkyst og på Fyn feriehjem for børn.

Fra 1917 og frem til 1924 stod han i spidsen for en organisation, der i den periode formidlede rekreationsophold for ca. 34000 tyske børn. De fik et 3 – 6 månders ophold i Danmark eller Sverige. Det gav I P Nielsen tilnavnet “Der Kindervater”

Gennem livet en ivrig debattør, redaktør og skribent, der skrev mere end 500 artikler.

Blev boende på Dynt Strand frem til sin død i 1952. “Hytten” ligger der endnu, og er stadig i familiens eje

I P Nielsen

“De store kan strides om, hvem der har skylden og hvem der har ansvaret for krige – men en ting er helt sikkert – det er ikke børnene, der har skylden!”

Vestergade 39 – Den Tyske Børnehave

Huset her på Vestergade er byens ældste hus. Det har en lang omskiftelig historie, som starter med at et par bønder i 1700-tallet får en kongelig koncession til at bygge kro, bryggeri og hestestalde her på grunden.

Senere overtages bedriften af andre familier, inden krodriften overtages af familien Clausen.

Det har givet været en god forretning at drive kro med opstaldning af heste lige ved kirken. Endnu bedre blev det, da kirkens egne stalde ved den nuværende rutebilstation gik op i røg under den store Broager brand i 1880.

Under 1864 krigen var der mange af belejringens tropper, der var indkvarteret på Broagerland. Da meldes der om, at Kettenkrug, som den på det tidspunkt kaldtes, husede messe for både menige og officerer. Her mødtes de mange journalister og bladtegnere, der skulle dække det kommende slag ved Dybbøl.

I 1909 indviedes Egernsund kirke, så da faldt omsætningen i kroen betydeligt. Senere fulgte afmatningen som følge af 1. verdenskrig. Clausen familien valgte så i begyndelsen af 20’erne at sælge hele Vestergade 39 til den tyske skoleforening, som oprettede skole på stedet. Den blev i flere omgange udvidet. Maj 1945 blev den lukket af modstandsbevægelsen, der etablerede en form for kasserne, der senere blev brugt til bolig for mange tyske flygtninge. De sidste forlod Broager i 1947. I begyndelsen af 50’erne blev skolen givet tilbage til den tyske skoleforening, som drev skole til 1973 og børnehave til 2019 på adressen.