Huset her er i Broager kendt som Legatboligen eller Bergenstiftelsen.
Oprindelig boede her det barnløse ægtepar Ingeborg og Chr. Ferdinand Andresen. Netop fordi de var barnløse, oprettede de allerede i 1920 et testamente, der tilgodeså Ingeborgs broder i Norge, Peter Hansen og hans hustru. De var ligeledes barnløse, og sammen lavede de den bestemmelse, at når de alle fire var døde, skulle boligen anvendes som hjem for værdigt trængende enker, enkemænd eller ægtepar i Broager.
Peter Hansen havde allerede i 1919, sammen med en række velstillede erhvervsfolk i Bergen, der alle var udvandret fra Broager og omegn, oprettet “Bergenfonden til Broager Sogns vel”.
Så huset her var Legatbolig frem til 2019. Da blev fonden opløst og boligen solgt til private. Salgssummet blev fordelt til almennyttige formål i Broager.
Huset på Vestergade 33 blev bygget i 1880 af teglværksejer H.H. Dithmer, Rendbjerg Teglværk. Var vel tænkt som aftægt eller bolig til døtre. Han nåede imidlertid ikke at bruge det, inden teglværket gik konkurs.
Efter en tid som familiebolig solgtes huset i 1912 til læge Christian Poulsen, der oprettede konsultation her. Han efterfulgtes af lægerne Hans August Andersen, Aude Andersen, Per Jensen, Hack Busch og endelig Niels Nørmark, der i 1998 sammen med byens andre læger etablerede Lægehuset i Broager.
Siden da har Vestergade 33 været privatbolig.