God opbakning til valgmøde
Det var en fyldt sal med 90 fremmødte, der ventede på kandidaternes tanker og svar på de spørgsmål, der måtte komme i løbet af aftenen, da Broager Udviklingsforum bød velkommen til valgmøde med kandidater til byrådsvalget.
Kristian Pallesen, aftenens ordstyrer formåede, med fast hånd, at holde styr på kandidaternes taletid og en enkelt højlydt ytring fra salen, således aftenen forløb i god ro og orden. Der blev opfordret til, at tilhørerne skrev deres spørgsmål på de omdelte sedler, der herefter blev indsamlet.
De fremmødte ti kandidater – 6 lokale – fordelt på 9 partier fik hver 1½ minut til at fortælle lidt om sig selv og partiets tanker, hvorefter de stillede spørgsmål blev læst op. De 4 kandidater udefra var dog i nogle sammenhænge i et dilemma, da en del af de indsamlede spørgsmål vedrørte lokale problematikker.
Fleksbolig? Her var man ret enig i, at det ikke skaber vækst og ikke hører til i parcelhusområder. Det udhuler sammenholdet og kan være døden for en by. Det giver netop ikke tilgang til det foreningsliv, der er så vigtigt for sammenholdet.
Opkøb af jord til boliger? Kommunen har afsat 3½ mio. og vil ansætte en byggekoordinator. Det er på tide med boliger til ældre i Broager Øst og vigtigt med den dialog der er i gang om at lave en plan for byggeri netop i Øst. Med planer om byggeri er tiden inde til nye lokalplaner. Som mange andre steder falder børnetallet, hvorfor det er så vigtigt med nye og yngre tilflyttere.
Hvad skal der til for en forbedring af skolerne? En frisætning i mere end ét år og mulighed for udvikling var et bud. Sikre rammer og rette kvalifikationer til at arbejde med mobning og de tunge elever. Byrådet har afsat 50 mio. om året til at renovere skolerne, således de ydre rammer forbedres.
Grøn trepart? Det er en proces at få landmænd til at afgive jord, men troen er bevaret.
Omkring Sønderborg kommunes Masterplan blev nævnt, at højtuddannede har svært ved at få arbejde. Universitetet forsyner området med veluddannede unge. Vigtigt med nye uddannelser og fokus på iværksætteri. En vigtig pointe er et godt samarbejde mellem virksomheder og uddannelsesinstitutioner. De nuværende lokalplaner begrænser nyetablering af erhverv i Broager.
En del snak gik omkring bymidten og belægning samt spørgsmålet om det virkelig ikke er muligt at alle kabler og rør kan nedlægges i en enkelt opgravning.
Bl.a. var der stor enighed om, at bymidten skal være tilgængelig for alle uanset man bruger stok, rollator, elscooter, cykel, bil eller har barnevogn med, selv som almindelig gående kan belægningen være en udfordring. Ligeledes blev der diskuteret for og imod en ensretning af Vestergade, idet der her er tung trafik og både skole og børnehave har udgang til gaden.
Enkelte spørgsmål var møntet på Broager Udviklingsforums resultater og visioner. Det blev behændigt meddelt, at det ville blive forelagt i separat møde tirsdag i ugen, der er gået, og indholdet af dette møde omtales særskilt.
Pia
© 2025 Broager – Designet af Aveo web&marketing