Godt 1.000 kr. at spare pr. år ved at fusionere med Sønderborg Fjernvarme

Godt 1.000 kr forventes varmen at falde i pris alene som følger af sammenlægningen. Illustrationen gælder for et standardhus.

Flere end 250 var mødt frem i Broager Hallen i aften 1. oktober for at høre om fordelene ved at sammenslutte Broager Fjernvarme med Sønderborg. Og med en solid gennemgang var spørgsmålene forholdsvis få.

De fleste spørgsmål handlede om økonomien i sammenlægningen, og med flere plancher viste fjernvarmen, at det er forbrugerne i Broager, som har absolut størst fordel ved sammenlægningen. Der er udsigt til prisfald på fjernvarme i Broager.

Alligevel afslørede aftenen også, at ikke alle er tilhængere af sammenlægningen, og at der på den ekstraordinære generalforsamling den 10. oktober vil være nejstemmer til stede. Om de er mange nok til at forpurre sammenlægningen, synes dog tvivlsom.

-Vi er meget tilfredse med aftenens forløb. Det var en god aften i god rytme, og jeg noterede mig to udsagn. En deltager nævnte, at hun havde været i tvivl, men nu er overbevist om, at det er rigtigt at lægge de to værker sammen. En anden bemærkede, at det kun er navnet Broager Fjernvarme, vi mister. Alt andet er en gevinst.

Et spørgsmål forblev ubesvaret. Nemlig spørgsmålet om økonomien ved at slutte de to fjernvarmenet sammen. Det spørgsmål er ikke aktuelt og i øvrigt ikke beregnet.

-Vi finder løsningen på vores forehavende klart og overbevisende positivt for alle, sagde Peer Monger, formand for Broager Fjernvarme, i sin velkomst. Den udlægning er også formanden for Sønderborg Fjernvarme, Claus Plum, enig i.

-I Sønderborg Varme har vi god erfaring med sammenlægninger. I 2018 har vi sammenlagt os med Gråsten Varme og i 2021 med Augustenborg Varme og deres forbrugere er nu forbrugere i Sønderborg varme på lige fod med vore øvrige forbrugere.

Det har været gode og positive forløb og forbrugerne har begge steder opnået en reduktion af deres varmepris på ca. kr. 2500-3000 pr. husstand.

Nu vil vi så gerne lægges sammen med jer i Broager. Det handler ikke om at blive de største – men det handler om, vi i i bestyrelsen har taget den målsætning og forpligtelse for os i vort arbejde, at vi skal undersøge og gå efter alle de løsninger som kan være til fordel for vore forbrugere.

Kan en sammenlægning af to varmeselskaber være en fordel for vores forbrugere skal vi gå efter at få det til at lykkes. Det mener vi, det kan med jer, og derfor ønsker vi at gå ind i en sammenlægning med jer i Broager, sagde Claus Plum.

Robustheden er motivet

Når vi fra Broagers bestyrelse klart anbefaler, at vi går med i en sammenlægning, kan årsagen overordnet ses sammenfattes i ét ord – og det er ordet ROBUSTHED, fastslog Peer Monger og tilføjede:

Vi har i dag et lille og veldrevet fjernvarmeselskab og vi har gennem tiden været dygtige til at foretage de rette investeringer, blandt i grønne løsninger. Alligevel er der noget, der bliver sværere og sværere og i fremtiden, når man kun er et lille selskab. Og det er jo at stå imod når store forandringer kommer ude fra verden.

Hvis vi går sammen, vil vi alt andet lige kunne sikre lavere priser for forbrugerne. Vi vil kunne opnå større indkøbsvolumen på energi, der vil kunne opnås gode synergier i administration, vi kan reducere udgifter til ekstern rådgivning, vores vagtordning bliver billigere – og vi får en bedre tilgang til ny lovgivning.

Ser her fra Broager – er det en stor fordel, at Sønderborg Fjernvarmes produktion er baseret på flere forskellige brændselstyper, hvilket er med til at give en stabilitet. Til gengæld kommer vi fra Broager med en sund stabilitet. Og så har vi i det store fællesskab især noget at byde på – med en grøn profil – grundvand, solvarme mv.

Så helt kort sagt – vi kan kun se fordele ved at, at vi går sammen. Vi kommer hver især med noget – og vi bliver flere skuldre til at bære fremtidens udfordringer.

Derfor har vi en klar anbefaling fra Broager – og det er, at vi stemmer JA til en sammenlægning.

Også Claus Plum anbefaler et ja til sammenlægningen.

-For os i Sønderborg er Broager Fjernvarme et rigtig interessant og kompetent selskab at gå i sammenlægningsplaner med.

Selvom I er et lille selskab, er I veldrevne og har en god grøn profil. Derfor tror vi fra Sønderborg Varmes bestyrelses side på, at vi sammen kan fremtidssikre et stærkt fjernvarmetilbud til borgere i Sønderborg kommune. Og vi brænder faktisk for at give borgerne et stærkt fjernvarmeselskab, der i et godt strategisk match kan opnå mere, når vi er sammenlagt end når vi står som to selskaber.

Så – vi håber selvfølgelig på at få andelshavernes opbakning til at vi går sammen om varmen.

Billederne fra aftenens møde er taget af: Finn Wogensen.

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing