Golfkøllen svinges

Det er ganske vist, i ét slag rullede golfbolden elegant i hullet, derfor er den ikke at se! Næste spiller er allerede ved at gøre klar til at gøre kunsten efter.

For 35. gang er der sommerstævne i Broager Minigolf Klub.

I år deltager 23 spillere, der dyster i 2 x 4 runder over weekenden. Spillerne kommer fra store dele af Danmark og det Nordlige Tyskland. Dog mangler der en del spillere fra Tyskland, da de er ved at arrangere turneringer, bl.a. i Wassersleben, der skal løbe af stablen de kommende weekender. Her deltager en del af de spillere, der er i aktion her i Broager.

Medlemstallet er gennem årene gået op og ned så der på nuværende tidspunkt er 34 medlemmer. Et enkelt medlem kommer fra Bad Oldesloe et andet fra Aalborg. Allan, der nu bor i Aalborg er oprindelig fra Nordals og er i dag træner for det danske landshold, så der har været en virkelig kapacitet på banerne i Broager i weekenden.

Alle går til spillet med stor iver og indlevelse, men glemmer ikke hvor vigtigt det sociale er. Her sidst på dagen har flere trukket sig tilbage under halvtaget, hvor de diskuterer dagens spil og hvad der ellers rører sig i samfundet, inden lørdagen sluttes af med aftensmad og mere hygge.

Mange af deltagerne er indlogeret privat, hvilket er med til at venskaber opstår på tværs af landet og grænser.

Over året er der turneringer både rundt omkring i Danmark og Tyskland, hvor en håndfuld spillere fra Broager minigolf klub gerne deltager.

Allan, formand, fortæller at der spilles hele året og skulle der være sne på banerne, fejes det blot væk og spillet kan begynde, for der spilles selvfølgelig også en vinterturnering.

Har omtalen vakt interesse, er der træning hver lørdag fra kl. 13 – ca. 16.00, hvor Allan eller Kenn gerne svarer på spørgsmål vedr. medlemskab og spil. Et medlemskab koster 250,- pr. halvår. ”Hvis du har lyst til at prøve eller at invitere nogle venner til et spil, koster det 35,- kr. pr. spiller incl. lån af køller og golfbolde” fortæller Allan ”Det er også muligt at leje lokalet til en mindre fest og dermed få adgang til banerne” fortsætter han.

Som medlem har man fri adgang til både hus og bane.

Er du medlem af Ældresagen eller Egernsund pensionistforening tilbydes herigennem minigolf. Se evt. mere på de respektive hjemmesider.

I klubhuset står nogle få pokaler og nogle træplader hænger på væggen med fine emblemer og klubmestre samt et indrammet Diplom, som man har lov til at være stolt af. En 3. plads ved Danske Mesterskaber i hold 2014. I dag er man gået fra uddeling af pokaler fordi spillere hellere vil modtager pengepræmier, dermed er grundlaget for at deltage i den næste turnering, rent økonomisk til stede.

Historien bag klubben og flere oplysninger kan ses på: broagerminigolf.dk

Pia

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2026 Broager – Designet af Aveo web&marketing