Grundlovstalen 2025

Erik Lauritzens tale fra Broager bypark 5. Juni:

Tak til alle der har valgt at være sammen her i Broager i dag for at fejre vores Grundlov.

Vi fejrer den i skyggen af krige, klimakrise og en verdensorden som er -ja kaotisk. Jeg er sikker på at rigtig mange taler i dag -helt berettiget- vil handle om krig, forsvar, Trump, Ukraine, Israel og Palæstina. Jeg vil kun berøre dette meget lidt i min tale. Men jeg vil sige til jer der er bekymrede for hvordan det dog skal gå Danmark i alt det her: Jeg mødtes med vores Statsminister i formiddag på Alsion. Jeg må sige jeg blev noget mere tryg ved at tale med Mette. Vi har en statsminister der har stået imod så meget modgang, så meget krise og alligevel udstråler så meget sikkerhed og energi at jeg tør tro på at Danmark med Mette ved roret også kommer godt igennem de udfordringer der nu står foran.

Vi fejrer i dag årsdagen for en dansk revolution. Dem har vi ikke haft så mange af – der er for langt mellem snapsene, vil nogen sige. Men det var faktisk en revolution for 176 år siden. Og så var det en begyndelse på vores demokrati. En begyndelse fordi grundloven jo ikke gjaldt alle og fordi det har krævet hårdt arbejde at udvikle, modernisere og forsvare demokratiet.

Men det var en revolution, for det var et opgør med enevælden. Det var her vi fik magtens tredeling: regeringen havde sit ansvar, folketinget et ansvar for lovene og domstolene til at sørge for, at de blev overholdt. Og man måtte ikke blande det sammen. Vi kan se hvordan det går i USA når det sker.

Og så fik vi med grundloven frihedsrettigheder: at man må sige, hvad man vil og man må samles og diskutere, hvad man siger. Man har de grundlæggende friheder, der skal til, for at man kan bruge det demokrati til noget. Og så fik 15 pct. af befolkningen som sagt også stemmeret! Og det var da en god begyndelse…

Det var en kaotisk tiddengang. Jeg tænker at her i landsdelen, har man haft en fornemmelse af, at grundloven faktisk blev født i en borgerkrig. Der var så meget af diskussionen, der handlede om grænsen, om Slesvig og hvad man skulle med det. Det var kaotisk -Danmark endte i krig mod kejseren af Østrig og kongen af Preussen. Det gik ikke så godt. Grænsen blev flyttet til Kongeåen. Så faktisk fik vi jo først en grundlov med genforeningen. Indførelse af demokrati var startet -født midt i en konflikt. Og sådan er verden også. Mange fremskridt, er faktisk født i konflikter. Eller i hvert fald i kølvandet på krige og kriser.

Et demokrati er først et demokrati, når man kan være med, uanset, hvad man bringer med ind i det. Når vi skal til valg -f.eks til efteråret- kan vi gøre det uden modkrav. Der er ikke en test, der først skal gennemføres, inden vi kan få udleveret vores stemmeseddel. Man må stemme. Og man må også gå til stemmeurnen og lade være med at stemme. Det er jo det, der er demokratiets kerne: at der er ikke nogen test. Det er ikke kun for de udvalgte. Det er for alle, der er en del af vores fællesskab.

Vi har en god og solid grundlov.

Det, der bare er ved grundloven, det er, at der faktisk ikke står noget om menneskerettigheder. Der står faktisk heller ikke noget om naturen. Og der står besynderligt lidt om Danmark i verden. Og det er måske noget af det, der er det mest presserende for os i øjeblikket. Først og fremmest forholdet til vores natur og klima: Vi må jo ubetinget tage hånd om noget af det mest essentielle for den verden, som vi er ved at ødelægge? Det er akut. Og selvom det ikke står i grundloven, så er det lige så vigtigt som vores frihedsrettigheder. For uden naturen, uden bierne, der bestøver, uden et klima, som gør det muligt at dyrke landet, der holder vi ikke længe.

Det, der heller ikke står noget om i grundloven, det er Danmark om en del af verden. Danmark er et unikt land – både i europa og i verden. Vi kan meget men ligeså tydeligt er det, at det er ikke nok at være 5,6 mio. mennesker, hvis man vil løse alle problemer. Der er faktisk en lang række ting som går meget bedre, når man er flere om det. Derfor skal vi være en stærk partner i Europa og i verden. Og vi ved det jo fra vores egen andedam. Vi kan meget selv, men vi kan meget, meget mere sammen. Det er derfor vi er Foreningsdanmark. Det er derfor vi har eller havde andelsbevægelsen det er vores folkeskole -folkets skole- og det er højskolerne. Vi ved at det virker. Men hold op hvor skal vi også kæmpe for det.

Vi fejrer også Grundtvig i år. Vores store digter og Tænker. Han satte en tyk streg under, at demokrati er for alle. Og det at lære noget om, hvordan vores liv er, det er for alle: Det skal også i dag være helt grundlæggende for os: Alle skal have reel mulighed for at gå i skole og uddanne sig.

Med grundloven fejrer vi også at vi har ytringsfrihed. Alle kan ytre, hvad de mener. Fordi vi vil bevæge andre ud fra deres egentlige, oprindelige, egen mening. Men det vi bliver udsat for igen og igen og igen det er mennesker som vil flytte os. Ikke fordi de vil have, at vi skal skifte mening for den demokratiske samtales skyld, men for at sætte skel imellem os. De vil splitte os. De vil gøre vores samfund til en kamp. Vi kan se, hvordan der bliver postet penge i det fra russisk, kinesisk, fra Hamas og fra Israel og ikke mindst amerikansk side. Men jo også lige her i Danmark -lige her i Sønderborg- hvor mange bruger de sociale medier -ikke til at føre en samtale eller debat men ene og alene for at skabe frygt og splittelse. Det sker gennem manipulation, fake news, tilsvininger af enkeltpersoner eller grupper. Desværre så afholder det rigtig mange fra at deltage i samtalen, i debatterne. Og så er vi godt på vej til at undergrave vores demokrati og vores fantastiske samfund. Og vi mister tilliden til hinanden. Her er der virkelig noget at arbejde på.

For grundloven tilsiger frihed uden censur. Vi vil ikke have censur i vores samfund. Men vi vil heller ikke have hadtale. Eller trusler. Og derfor er det i orden at have en samtale om, hvor er det så, grænserne går? Fordi der er grænser. Også for, hvad vi siger til hinanden. Når det står i et kommentarspor på Facebook eller X eller et tredje sted, at jeg kommer og gør det mest forfærdelige ting ved dig, fordi du synes noget andet end mig, så er der noget galt. Fordi man kunne jo bare nøjes med at sige, at man er uenig. Man behøver ikke at sige ”du skal slås ihjel”.

I November får vi igen den ultimative mulighed for at bruge vores grundlovssikrede ret. Der er valg til regionsråd og Byråd. Valgkampen er så småt startet og jeg håber inderligt at vi de kommende 5 måneder kan mødes til samtaler og reelle debatter om hvordan vi ønsker vores fællesskab Sønderborg kommune skal drives og være at leve og bo i. Jeg appellerer til at ordentlighed skal være nøgleordet i valgkampen uanset om den foregår, i aviser, radio og tv, på de sociale medier eller face to face i brugsen eller forsamlingshuset. Et valg er så fundamentalt i et repræsentativt demokrati at det fortjener en ordentlig valgkamp. Vi bor i en fantastisk kommune. Jeg er stolt af den måde vi gennem årene har udviklet både den kommunale velfærd og udviklingen af kommunen. Sammen. Jeg håber at vi i den kommende byrådsperiode kan opnå enighed om videreføre den prioritering jeg i hvert fald har været optaget af -nemlig endnu bedre forhold for børn i dagtilbud og skoler, børn og voksne med særlige behov, plejekrævende ældre og socialt udsatte. Jeg håber på opbakning til at fortsætte en økonomisk ansvarlig ledelse af vores kommune således at vi kan videreudvikle hele kommunen som et attraktivt sted at bo og leve.

Og lad os her på festdagen for Grundloven love hinanden at passe rigtig godt på det helt unikke samfund der er opbygget gennem 176 år.

Ha en fortsat god Grundlovsdag -og farsdag- og en herlig sommer.

Erik Lauritzen

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2025 Broager – Designet af Aveo web&marketing