Håndbolden lever stadig i Broager

”Hold da op! Er der håndbold i Broager? Det vidste jeg da slet ikke.”
Den hører jeg tit, når der kommer nye folk udefra, som enten kommer for at se deres egne børn spille eller tilfældigvis støder på os i hallen, når vi træner.

Det ærgrer mig meget, fordi vi faktisk i Broager tilbyder rigtig meget håndbold.

Vi tilbyder både et Trille Trolde-hold til 2-5-årige børn, et U9-hold til 8-9-årige børn, et U11-hold til 10-11-årige, et U13-hold til 12-14-årige og et Five a Side-hold til 18+.
Det er fem hold, vi tilbyder, så mange kan være med.

Vi har engagerede trænere på alle hold, som går op i at skabe det bedst mulige hold – og jeg er en af dem.
Vi er intet mindre end otte trænere fordelt ud på de fem hold, som vi tilbyder!

Vi har i øjeblikket mange spillere på U11-holdet, men vi mangler spillere på U9- og U13-holdet.

På U9-holdet kan vi ikke stille hold til kampe lige pt. pga. for få spillere, så de enkelte U9-spillere, vi har, spiller med på U11-holdet – og de gør det megagodt!
Til U9’s træning træner de med hos U11-holdet, indtil vi forhåbentlig får flere U9-spillere, så vi kan stille hold!

På U13-holdet kan vi lige og lige stille hold til kampe!
Vi har spillet én kamp i sæsonen indtil videre, hvor alle spillere kunne. Men hvis én eller flere er syge, så kan vi intet hold stille, fordi vi helst skal være ni spillere – otte går også.
Heldigvis har vi ikke prøvet det endnu, men det kan blive et scenarie!

Til vores U13-træning kunne vi også godt bruge nogle flere hænder, der ville være med til at have det sjovt og spille en masse håndbold.
Vi er pt. ti spillere, hvoraf jeg er en af dem.

Vi er enige – alle trænere og bestyrelsen – om, at vi gerne vil bevare håndbolden i Broager og få flere spillere til holdene, fordi:

– Man får en masse nye venner
– Man er med til at skabe en god social ånd i klubben
– Man lærer håndbolden at kende samt dens opbygning
– Man får sved på panden
– Man bliver udfordret – både fysisk og mentalt
– Man får søde, flinke, imødekommende og ikke mindst engagerede trænere

Træningstider og trænerpåsætning ser således ud:

– Trille Trolde: Hal 2, torsdage kl. 16.15-17.00
Træner: Heidi Hagensen Petersen.

– U9 & U11: Hal 1, tirsdage og torsdage kl. 16.45-18.15
Trænere: Jesper Marinus Graversen Elmelund, Magnus Steg, Malek Holm Marcussen, Merle Feldmann & Susan Diana Jonsson Asmussen.

– U13: Hal 1, tirsdage og torsdage kl. 18.30-20.00
Træner: Ronni Marcussen
Holdleder: Heidi Hagensen Petersen.

– Five a Side: Hal 1, tirsdage kl. 20.00-21.00
Træner: Pia Lehmann.

Så hvis du har børn, der kunne tænke sig at snuse til håndbolden, så kom forbi og prøv at se, om håndbold kunne være en fed sportsgren at gå til.
Vi er altid klar til at tage imod nye – vi bider ikke! 😊

Skulle man have nogle spørgsmål, så kig forbi når vi træner, så kan vi få en dialog sammen.
Vi er max. klar – vi venter kun på flere nye spillere! 😊

Skrevet af: Magnus Steg.

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2025 Broager – Designet af Aveo web&marketing