Kender du en træner, der bare knokler ekstra meget for dine børn?
Eller har du en kammerat, der bare betyder alt for holdet? Eller har din forening bare fundet på årets mest geniale ide, der har vendt medlemsflugt til tilstrømning?
Eller måske noget helt fjerde?
Så er det nu, at du kan give et skulderklap til en eller flere, der bare gør foreningslivet i kommunen til en tand sjovere og bedre.
Sønderborg Kommune inviterer endnu engang til at fejre de engagerede og passionerede kræfter i fritidslivet. Ved den årlige Fritidsfest, som afholdes den 4. april 2025, uddeles seks hæderspriser.
Borgere og foreninger opfordres til allerede nu at nominere kandidater i de forskellige kategorier. Seneste frist er 1. februar 2025.
Hæderspriserne 2025
De seks priser, der uddeles, er:
· Årets Holdkammerat
· Årets Ildsjæl
· Årets Forening
· Årets Nye Initiativ
· Årets Træner/Leder
· Årets Talent
Hver pris ledsages af en kontant præmie på 5.000 kroner. For at nominere en kandidat kræves der mindst to stillere samt en motiveret tekst, der forklarer, hvorfor netop denne kandidat fortjener prisen. En jury udvælger tre nominerede i hver kategori, som alle bliver hyldet på scenen under Fritidsfesten.
Sådan nominerer du
Indsend dine nomineringer via følgende link: sonderborg.dk/oplev/forening/#foreningspriser senest 1. februar 2025.
Om Fritidsfesten
Fritidsfesten, også kendt som ”Folkeoplysningsudvalgets hædringsarrangement”, er Sønderborg Kommunes måde at anerkende de mange frivilliges uvurderlige indsats på. Fritidsfesten 2025 finder sted i Koncertsalen Alsion den 4. april, hvor 500 deltagere kan se frem til en aften fyldt med musik, underholdning og lidt til ganen.
For mere information om priserne og arrangementet, besøg: sonderborg.dk/oplev/forening/
© 2025 Broager – Designet af Aveo web&marketing