Historien om Østergade med sidegader.
Da Lokalhistorisk forening for Broagerland, Broager, tirsdag aften bød ind til historisk vandring med startsted Østergade/Vemmingbundvej, mødte omkring 60 interesserede deltagere op.
Christian Kronika kunne fortælle historier om de fleste af husene på ruten, som var Ringgade, Østergade med kig op af bl.a. Stien, Allégade og Jørgensby. Flere fortalte, at de aldrig havde været på Ringgade ved den gamle, østlige præstegård.
Når der denne aften blev kastet et blik op ad den øde smalle passage, Stien, er det svært at forestille sig, at her har været en gade fuld af liv med driftige håndværksmestre side om side.
Flere steder var huse revet ned og nye bygget op. Gamle – tidligere flotte haver med stauder, frugttræer og, næsten selvfølgelig, arealer med køkkenhave – er omdannet til P-plads for bl.a. Sydjysk Sparekasse, der snart er fortid i Broager. Hvor der tidligere var marker og gårde, som tidligere lå i udkanten af Broager, er der nu bebygget.
Varmeværket har en fortid som brandstation, måske med en branddam tæt på og Krumbækkens udspring under den lave skorsten. Netop bækkens udspring blev diskuteret, der var flere meninger herom.
Som i alle byer havde mange af områdets beboere også her øgenavne, der ofte fortalte om deres erhverv, men også om væremåde eller ting de havde foretaget sig eller sagt.
Blandt deltagere, der har boet i Broager gennem mange år, blev der grinet og suppleret med historier om egne oplevelser og erindringer.
Med 60 deltagere er det vigtigt, at der bliver talt så højt, at alle kan høre. Det var desværre ikke altid tilfældet her. Gadens manglende faste belægning gjorde, at hvis der blev talt i mikrofonen mens man gik, knasede det så meget under fødderne, at fortællingen druknede i støj. Flere af de bagerste begyndte da at tale indbyrdes.
En imponerende viden formidlet af Kronika, om driftige mennesker i udkanten og dog midten af Broager i tidligere tider, gjorde at denne sommeraftenstur efterlod mange indtryk og ny viden. Aftenen sluttede med udstilling af fotos og hyggeligt samvær med kaffe på Broagerhus.
Et initiativ af Broagerlands lokalarkiv, som ligger inde med mange historier om og fra Broager, der kun venter på at blive formidlet videre.
Den 20. september kl. 14.00 er det dog nutiden der dukker op, med “Hwo bløv de enle av”. Læs mere på Broager.dk. “Hwo bløv de enle av” – Broager
Pia
© 2026 Broager – Designet af Aveo web&marketing