Af Kristian Pallesen
Hvad du ønsker, skal du få… gælder næppe fuldt ud for Broagerlands Kunstforening. Men bestyrelsen har i det mindste en ønskeliste at gå ud fra, når forårsprogrammet med kunstudflugter skal lægges.
På generalforsamlingen kom det frem, at bestyrelsen selv har to ønsker. For det første hører den gerne flere ønsker til program. Og for det andet lyder opfordringen til læserne – at flere tester, om de ikke kunne have lyst til at blive medlem. Faktisk kan man deltage i udflugter og teste, om oplevelsen er så god, at det også rækker til mere.
Ønskelisten til nye udflugter ser sådan ud: Herning Kunstmuseum, Clay i Middelfart, Otto Frello i Varde, Galschødt på Fyn og Trapholt i Kolding.
Sidste års program bød på udflugter til Silkeborg, til Nolde Museet og i januar 2025 til Aabenraa.
I Silkeborg var der besøg på Asger Jorn museet, hvor der også var mulighed for frokost/kaffe. Derefter gik turen til Silkeborg Bad, hvor der er skiftende udstillinger inde og rigtig meget kunst i åbent land. Samtidig er spadsereturen i parken ved Silkeborg Bad utrolig smuk – til turen til Silkeborg var der 16 deltagere.
På Nolde Museet var der først en rundvisning i den meget smukke park, derefter en rundvisning på selve museet, hvorefter vi sluttede af med kaffe i cafeen. Tilslutningen var pæn, der var 18 gæster med.
I Aabenraa var der først en vandretur i Franciska Clausens fodspor. Vi skulle downloade en app, hvorefter vi kunne finde turen i Aabenraa. Det kom der meget sjov ud af – det var lidt svært at få styr på de forskellige ture og Slotsgade var vi vist op og ned af en 4 gange.
Derefter tog vi til Brundlund slot, hvor vi fik en guidet rundvisning, meget spændende, men der var koldt i lokalerne. Til turen til Aabenraa var der 16 medlemmer med. Efter rundvisningen var der kaffe i slottets Cafe.
Forårsudstilling i maj
Cathrinesminde har i år begrænset åbningstiden til at være fra 1. maj til 30. september. Derfor bliver Kunstforeningens traditionelle kunstudstilling med to danske og to tyske kunstnere flyttet til maj med fernisering den 4. maj.
-Igen i år er det lykkedes os at finde 4 spændende kunstnere, der har sagt ja til at udstille, oplyste formand Mona Nielsen i sin beretning på generalforsamlingen.
De 4 kunstnere der udstiller er
Fra Danmark: Annemette Heltoft og Eskild Beck
Fra Tyskland: Renate Knauer og Mathias Wolf
-Jeg glæder mig meget til udstillingen – hvad kunstnerne kommer ved med, vi endnu ikke. Men der er i år noget andet med, da Renate Knauer laver smykker af meget forskelligt materiale – det har vi ikke haft før, så jeg synes det lyder spændende.
Den hjælp vi plejer at få fra museet i planlægningen og gennemførelsen af udstillingen har vi som sædvanlig fået i 2024. Det samarbejde med Teglværksmuseet er vi meget glade for.
Vi har jo i en del år haft cafeen åben til ferniseringen – vi synes, det er rigtig hyggeligt og mange af vores gæster benytter sig da også muligheden for at få en kop kaffe med lidt hjemmebag til og en hyggelig snak med kunstnerne og/eller de øvrige gæster, fortalte Mona Nielsen.
På valg var bestyrelsesmedlemmerne Alice Jensen, Niels Nørmark, Karen Margrethe Sørensen, formand Mona Nielsen samt 1 suppleant. Alle bestyrelsesmedlemmer blev genvalg. Birgit Kristensen blev valgt til suppleant.
© 2025 Broager – Designet af Aveo web&marketing