Politisk jubel over udsigt til trawlforbud

Sønderborg Kommune hilser regeringens nye udspil om forbud for trawlfiskeri i Flensborg Fjord, Alssund, Augustenborg og Lillebælt velkomment.
Regeringen foreslår i et nyt udspil om fremtidens fiskeri at indføre trawlfri zoner i langt flere områder end i dag. Regeringens forslag indebærer, at fiskeri med bundslæbende redskaber forbydes i blandt andet Flensborg Fjord, Alssund, Augustenborg Fjord og Lillebælt samt en lang række andre steder i Danmark, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Initiativet er en del af regeringens samlede indsats for at genoprette Danmarks havmiljø, som i øjeblikket er i en kritisk tilstand, især i de indre farvande.

Borgmester Erik Lauritzen jubler over udspillet.

– Udspillet understreger kun igen betydningen af, at fiskeri med bundslæbende redskaber skal forbydes i Flensborg Fjord samt i andre farvande i Sønderborg Kommune, som vil have en positiv indvirkning på vores lokale havmiljø. Et forbud vi har ventet alt for længe på, men nu kommer det, og jeg glæder mig på vegne af Sønderborg Kommune samt alle de interessenter, der har arbejdet på at få et stop for trawlfiskeriet, siger han.

Han bakkes op af formanden for Natur-, Klima- og Miljøudvalget, Asger Romme Andersen.

– De nye trawlfrie zoner vil bidrage til at beskytte og genoprette hele havets økosystem. Ved at forbyde fiskeri med bundslæbende redskaber i havet omkring os, kan vi sikre, at vores havmiljø kan genopbygges og brede sig, og vi kan reducere noget af det enorme iltsvind, der skaber død og ødelæggelse i vores hav hvert år. Jeg vil glæde mig til den dag forbuddet træder i kraft, siger han.

Regeringens udspil betyder, at mere end 17 procent af det danske havareal bliver udlagt som nye trawlfrie områder, hvor fiskeri med bundslæbende redskaber bliver forbudt.

Se mere her:

Regeringen er klar med udspil om fremtidens fiskeri – Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2025 Broager – Designet af Aveo web&marketing