Sønderborg Kommunes officielle modtagelse af Kongeparret sker mandag den 28. juli 2025 kl. 16.00 i Gråsten i forbindelse med at Kongeparret tager sommerophold på Graasten Slot.
H.M. Kongen og H.M. Dronningen tager igen i år sommerophold på Graasten Slot. I den forbindelse vil der ske en modtagelse af Kongeparret på Torvet i Gråsten.
Hvis vejret tillader det, vil Kongeparret – lige som sidste år – efter modtagelsen gå fra Torvet til Graasten Slot via Slotsgade.
At Kongeparret bliver modtaget på samme måde som i 2024, glæder borgmester Erik Lauritzen.
– Det var en helt fantastisk modtagelse sidste år, hvor flere tusinde tilskuere mødte frem. Jeg er ikke i tvivl om, at vi igen i år vil se rigtig mange mennesker møde op for at ønske Kongeparret en god ferie. Det vil både være på Torvet, men også langs ruten til Graasten Slot, for det gør, at mange får mulighed for at hilse på Kongeparret.
– Vi glæder os til at modtage Kongeparret i Gråsten, og vi ser frem til, at Kongeparret har sommerophold på Graasten Slot. For så er Gråsten jo rigets residensby, og det er vi altid utroligt stolte af i Sønderborg Kommune, siger Erik Lauritzen.
Modtagelsen sker mandag den 28. juli kl. 16 på Torvet i Gråsten. Ved modtagelsen i Gråsten er den røde løber rullet ud, og der vil være faner og flag samt blomsterbarn og musik. Borgmester Erik Lauritzen præsenterer byrådsmedlemmer og direktører fra Sønderborg Kommune, hvorefter borgmesteren holder en kort velkomsttale, inden Kongeparret går til Graasten Slot.
Trafikale ændringer
Kongeparrets modtagelse på Torvet i Gråsten vil betyde trafikale ændringer på dagen, og dem melder Sønderborg Kommune mere ud om inden selve modtagelsen. Det vil blandt andet handle om lukning af veje i Gråsten midtby samt parkeringsmuligheder på dagen.
© 2025 Broager – Designet af Aveo web&marketing