Læserbrev – Alle vinder, når alle er med

Læserbrev af Christel Leiendecker. 25.02.2026

Alle vinder, når alle er med

Også i Sønderborg har vi børn og unge, der står udenfor fællesskabet. Det kan vi – og skal vi – gøre bedre.

I dag lancerer DGI Fritidsmissionen med en klar ambition: Alle børn og unge skal være en del af mindst én fritidsaktivitet sammen med andre.

Det bakker jeg helhjertet op om.

De lokale aktører – kommune, skoler og frivillige foreninger – har stillet sig bag. Det er stærkt. For det viser, at vi tager børn og unges trivsel alvorligt – sammen.

Som tidligere formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Sønderborg Kommune har jeg med egne øjne set, hvilken forskel fællesskaber gør. Mit hjerte banker for hele foreningslivet – musik, kunst, teater, spejder, rollespil og idræt. Det er ikke afgørende, hvilken aktivitet man vælger. Det afgørende er, at man vælger et fællesskab.

I fællesskaberne opstår venskaber, ansvar og livsmod. Her finder børn og unge et sted at høre til. Det er en af de vigtigste nøgler til trivsel.

Hvis vi vil forebygge mistrivsel og ensomhed, kræver det, at vi styrker samarbejdet endnu mere her i Sønderborg. Skoler, foreninger, frivillige og kommune skal løfte i flok og hjælpe flere børn og unge ind i meningsfulde fællesskaber.

Lad os bruge Fritidsmissionen som løftestang. Ikke som et projekt ved siden af – men som en fælles forpligtelse.

For alle vinder, når alle er med.

 

Christel leiendecker –
Medlem af Slesvigsk Parti
Østergade 29
6310 Broager
Mobil 26259350

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2026 Broager – Designet af Aveo web&marketing