Læserbrev: DER SKAL TO TIL EN TANGO

Læserbrev fra Erik Lorenzen, Illervej 21, Broager, socialdemokratisk byrådsmedlem.

Udvalgsformand Kjeld Stærk mener ifølge en artikel i Gråsten avis, at Sønderborg har brug for en ny borgmester, der kan samle Sønderborg kommunes byråd og fremhæver i den forbindelse sine egne evner og sig selv, som en der kan samle og arbejde på tværs sammen med de 5 medlemmer i erhvervsudvalget. Muligheden er jo også at medlemmerne af udvalget er et godt match.

Et godt gæt fra min side er nok, at vi i bedste X-faktor stil skal have et skift af stol og dermed spidskandidat i partiet Venstre. Det kan jo ikke vare længe før borgerne får vished om, hvem der skal stå i spidsen for byrådets pt. næststørste parti ved det kommende kommunalvalg. Hvis mit gæt er rigtigt, vil det være den 5. spidskandidat for Venstre i 6 byrådsperioder i den ny storkommune. Om det er stabilitet eller panik før lukketid, det må borgerne jo afgøre.

De fleste andre partier har jo allerede meldt klart ud.

Hos os i socialdemokratiet er der ingen slinger i valsen, vi genopstiller Erik Lauritzen, som nu igennem 11 år har sikret massiv udvikling og økonomisk stabilitet i kommunen. Man kan vel også sige at Erik Lauritzen kan samle byrådet, da de sidste to byrådsperioder har været en bred konstituering med alle partier og enighed om kommunens budgetter.

Kjeld Stærk udtaler, at han er skuffet over sin første afstemning i byrådet, som var at stemme på Erik Lauritzen som borgmester. Den stemme er jo så, som en del af konstitueringen årsag til, at partiet Venstre fik to formandsposter og tre næstformandsposter. Alle lønnet derefter og alle har haft indflydelse på udarbejdelse af dagsordner til de respektive fagområder.

Umiddelbart mener Kjeld Stærk, at der har været samarbejdsproblemer gennem hele byrådsperioden lige bortset fra der, hvor han er formand. Han mener, at oppositionen har haft svært ved at få deres forslag stemt igennem byrådet, og at Erik Lauritzen konsekvent har stemt imod forslag fremsat af Venstre i byrådssalen.

Denne påstand har dog brug for at blive lidt modereret. Venstre har gennem tre år fremsat 8 forslag i byrådssalen:  2 er godkendt i enighed, 1 trukket tilbage, 1 henvises i enighed til budgetforhandlingerne, 2 godkendes i enighed med ændringsforslag, 1 er der enighed om at forvaltningen udarbejder en sag og 1 hvor Venstres forslag blev stemt ned af Slesvigsk Parti, Enhedslisten , Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

Så borgmesteren har stemt direkte imod 1 af Venstres 8 forslag i byrådssalen. Fordi forslagene kommer fra Venstres byrådsgruppe, er der jo ingen evidens for, at det er det bedste for kommunen.

Jeg har været medlem af byrådet i snart 4 perioder og prøvet flere konstellationer, men dog aldrig før oplevet at et parti ( i dette tilfælde Venstre) vil med i konstitueringen og dermed få del i de bedst lønnede poster og tætteste kontakt til forvaltningerne og indflydelsen, og så samtidig tror og opfører sig som om, de sidder i opposition.

Et godt samarbejde kræver to eller flere parter, og det behøver jo ikke være borgmesteren der er skyld i, at det er udfordret.

 

 

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2025 Broager – Designet af Aveo web&marketing