Læserbrev: Er SONFOR blevet Borgmesterens selskab?

Læserbrev af Ole Hansen, Gartnervænget 2 , Broager. 10.05.2025

Borgerindflydelse på skrømt. – Er SONFOR blevet Borgmesterens selskab?

I disse dage inviteres borgerne i Sønderborg kommune til Generalforsamling i det fælles forsyningsselskab SONFOR.

Annoncen lokker med, at du som borger har mulighed for at møde op til Generalforsamlingen og ”få svar på lige præcis dit spørgsmål”. Men i allernederste hjørne af samme annoncen står sandheden med småt: ” at det kun er aktionæren – Sønderborg kommune, (som eneejer), der har ret til at spørge og stemme på Generalforsamlingen. Så det vil sige, at det dermed er Borgmesteren alene, der kan spørge og stemme på generalforsamlingen, da han er den eneste aktionær, der repræsenterer alle borgere. – Forstå det, hvem der kan!

Til informationsmødet kan alle stille spørgsmål, men til Generalforsamlingen er det kun aktionæren, der har ret til at spørge og stemme.

Lad os være ærlige. Dette ligner mere en teaterforestilling – end ÆGTE BORGERINDFLYDELSE.

SONFOR er skabt gennem sammenlægning af Forsyningerne tidligere i 2007 – i 7 kommuner. Det er borgernes selskab, finansieret af borgernes betalinger og skabt for at tjene borgernes interesser
og behov. Men det nuværende set-up, hvor borgmesteren er den eneste aktionær, og dermed den eneste med tale/stemmeret – udelukker reelt enhver demokratisk deltagelse for almindelige borgere.

Så derfor, ” Se at få gang i den demokratiske proces hr. Borgmester, du har ”siddet på hænderne” i nu 3 valgperioder, og ikke nok med det, der har siddet yderligere 30 byrådsmedlemmer ved siden af  dig, som også kunne gøre noget, hvis de mener noget med ordene: Borgerindflydelse.

Jeg mener om annoncen, som SONFOR har ofret penge på, er en ordentlig omgang skind – demokrati – og hvorfor så det? Jo, når SONFOR øverst i invitationen til Generalforsamlingen opfordrer borgerne til: ”at spørge og få svar på lige præcis dit spørgsmål”, og så samtidig nederst i indbydelsen nærmest beder folk om at ”holde kæft” til Generalforsamlingen, idet det efterfølgende præciseres, at der kun er tale- og spørgeret til én aktionær, dvs. Borgmesteren.

Venlig hilsen

Ole Hansen
Gartnervænget 2 B
Broager

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2025 Broager – Designet af Aveo web&marketing