Læserbrev/valgindlæg: Politisk fokus på boligudvikling i Broager

Læserbrev/valgindlæg af Erik Krogh, Farverløkke 16, 6310 Broager, 02.10.2025

Politisk fokus på boligudvikling i Broager

I kølvandet på debatten i Broue Tidende om boligudviklingen i Broager, vil jeg gerne understrege, at der i denne byrådsperiode har været arbejdet målrettet for at synliggøre den boligmangel, vi oplever i Broager.

Mine byrådskolleger og jeg – med tilknytning til Broager – har presset hårdt på for, at vi igen får mulighed og økonomi til at udstykke Broager Øst til boligformål. Jeg ser frem til, at der i de kommende år kan opføres bæredygtige og tidssvarende boliger, der passer til mennesker i alle aldre.

Det er dog ikke kun på politisk niveau, der er gjort en indsats. Også Broager Udviklingsforum har været aktive – særligt gennem Boliggruppen. Vi er kommet langt og har støttet op om private initiativer, hvor det har været muligt, selvom ikke alt har kunnet realiseres.

Boliggruppen har desuden været i løbende dialog med aktører inden for boligudvikling, og det arbejde bærer nu frugt. Det bliver spændende at følge de konkrete planer for Broager Øst.

Samtidig er det vigtigt, at vi udnytter mulighederne for byfortætning, når der opstår ledige ejendomme i Broager – fx ved fraflytning eller salg. I sådanne tilfælde bør det undersøges, om bygningerne eller grunden kan anvendes til nye boliger.

Broager er kommunens fjerdestørste by – og vi er klar til at vokse.

Erik Krogh
Mob. 23738130 /mail: erik@ekrogh.dk
Medlem af byrådet for Venstre, og kandidat til Kommunalvalget 2025,

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2026 Broager – Designet af Aveo web&marketing