Læserbrev/valgindlæg: SDU leverer stærkt på innovation og iværksætteri.

Læserbrev/valgindlæg af Jesper Puggaard de Oliveira Hansen. 06.11.2025

SDU leverer stærkt på innovation og iværksætteri

Er innovation, entreprenørskab og vækst lig med patenter og forskningsartikler? Ja, men i dag handler det mindst lige så meget om at få gode idéer og sætte handling bag dem. Hastighed og handlekraft er afgørende.

På debatmødet i Broager den 3. november satte DF-kandidat Stefan Lydal spørgsmålstegn ved, hvor mange studerende og forskere fra SDU der starter virksomheder, og hvordan SDU klarer sig i forhold til landets øvrige universiteter.

Svaret findes i IRIS Group’s rapport “Når forskning og uddannelse bliver til virksomheder” (2024), som analyserer perioden 2008–2022. Rapporten viser, at SDU i denne periode har bidraget med 1.373 nye virksomheder etableret af forskere, studerende og nyuddannede dimittender. Disse virksomheder har tilsammen genereret en omsætning på 3,7 mia. kr. og skabt 2.695 årsværk. Det placerer SDU fuldt ud på niveau med de øvrige danske universiteter, når det gælder videnbaseret iværksætteri og innovation.

Tallene viser også, at 19 % af virksomhederne etableret i perioden 2020–2022 blev startet af udenlandske stiftere med videnskabelig baggrund. Det understreger, hvor vigtigt det er at værdsætte og fastholde internationale talenter, for de bidrager direkte til dansk vækst og beskæftigelse.

Vi kan med rette være stolte af at have et universitet i Sønderborg, hvor både antallet af studerende og antallet af idéer, virksomheder og patenter er i vækst. SDU Sønderborg er en vigtig motor for regional og national udvikling.

Innovation, uddannelse og entreprenørskab er ikke bare ønskværdigt, det er nødvendigt, hvis Danmark skal konkurrere internationalt. Vi skal gøre op med janteloven og i stedet fremme modet til at prøve, og fejle, som en naturlig del af læring og udvikling. Ja, måske kræver det 1, 2, 3 eller 4 forsøg, før vi får en succes, men hvis vi ikke prøver, dræber vi vores idéer og vækst med jantelov.

Derfor er min klare opfordring: Lad os styrke entreprenørskab og innovation allerede i grundskolen og bakke op om de initiativer, der allerede spirer i kommunen.

Jesper Puggaard de Oliveira Hansen
Kandidat for Moderaterne i Sønderborg

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2025 Broager – Designet af Aveo web&marketing