Når transport ikke skal stå i vejen for uddannelse

Når transport ikke skal stå i vejen for uddannelse

Fra den 1. august bliver det billigere for mange unge i Sønderborg Kommune at komme til og fra deres ungdomsuddannelse. Unge, der bor mere end seks kilometer fra deres uddannelsessted, kan igen få kommunalt tilskud til ungdomskortet. Den enkelte elev betaler 75 kroner om måneden, mens kommunen refunderer resten af udgiften kvartalsvis.

Det glæder mig rigtig meget.

Susanne Blegvad Posselt (SF)
Jeg bor og arbejder i Broager, og derfor betyder denne beslutning noget særligt for mig. Jeg ved fra min egen familie, hvor stor en hjælp ungdomskortet var, da mine egne børn gik på ungdomsuddannelse. Derfor ligger denne sag mig meget på sinde.

For mange familier er transport en stor udgift – især hvis der er flere unge under uddannelse. Her i vores område er mange afhængige af bussen for at komme til gymnasiet, erhvervsuddannelserne eller andre ungdomsuddannelser. Derfor gør det en reel forskel, at ordningen nu er tilbage.

Jeg er også glad for, at tilskuddet gælder hele året – også i juli. Det giver unge bedre mulighed for at komme til fritidsjob, fritidsaktiviteter og være en del af fællesskabet året rundt. Samtidig gør det den kollektive transport mere attraktiv og kan være med til at reducere CO₂-udledningen. Det er et skridt mod en mere bæredygtig hverdag.

Kommunen har afsat 1,4 millioner kroner til ordningen i 2026 og 3 millioner kroner årligt fra 2027. Det viser, at vi prioriterer de unges uddannelse, mobilitet og fremtid.

Jeg er glad for, at vi i SF har været med til at få tilskuddet tilbage. Det handler om lige muligheder. Unge skal kunne vælge den uddannelse, der passer til deres drømme og evner – ikke den, der ligger tættest på eller er billigst at komme til.

Vi har taget et vigtigt skridt i den rigtige retning. Mit håb er, at vi på sigt kan gøre ungdomskortet helt gratis igen, så økonomien aldrig bliver en hindring for uddannelse, fællesskab eller en grønnere måde at komme rundt på.

Når vi investerer i de unges muligheder, investerer vi samtidig i fremtiden for Broager og hele Sønderborg Kommune.

Susanne Blegvad Posselt (SF)

Formand for Klima-, Natur- og Miljøudvalget
Næstformand for Børn-, Skole- og Familieudvalget

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2026 Broager – Designet af Aveo web&marketing