Ny formand til Kræftens Bekæmpelse Sønderborg Kommune

Ny formand til Kræftens Bekæmpelse Sønderborg Kommune

Kræftens Bekæmpelse i Sønderborg Kommune har fået en ny formand, Christel Leiendecker. Christel Leiendecker har siddet to valgperioder i byrådet. Hun er derudover kendt for at arbejde for et stærkt civilsamfund, hvor hun blandt andet har arbejdet for at få DGI’s Landsstævne til Sønderborg i 2029. Den nye formand ser frem til at tage fat på arbejdet og har store ambitioner for lokalforeningen.

– Jeg glæder mig til at arbejde som formand for Kræftens Bekæmpelse i Sønderborg Kommune. Det er vigtigt for mig, at vi bliver mere synlige i lokalsamfundet og får en tættere dialog med vores medlemmer, de frivillige, der arbejder for kræftsagen, og vores samarbejdspartnere, udtaler Christel Leiendecker.

Christel glæder sig særligt over, at bestyrelsen sammen med to frivillige tovholdere lancerer et nyt erfaringsnetværk for kræftpatienter og tidligere kræftpatienter kaldet ”Frirummet”.

– Jeg er begejstret for, at vi kan tilbyde dette netværk, som vil give kræftpatienter og tidligere kræftpatienter mulighed for at dele deres erfaringer og støtte hinanden. Stor tak til Frirummets to ildsjæle, som har startet netværket op. Ingen skal stå alene med kræft, siger hun.

Frirummet mødes i Frivillighedens Hus i Sønderborg om fredagen i ulige uger fra kl. 11-13.

Lokalforeningen i Sønderborg Kommune varetager blandt andet lokalpolitisk arbejde, forebyggelsesopgaver, fundraising og støtte til kræftramte og pårørende. Christel Leiendecker fortæller, at bestyrelsen så småt er påbegyndt drøftelserne af det kommende samarbejde.

– I en ny bestyrelse er det vigtigt, at vi får drøftet vores visioner og ambitioner for lokalforeningen. Det kræver, at vi lærer hinanden bedre at kende, og vi får snakket om, hvor vi hver især har vores styrker, og hvad vi brænder for. Det glæder jeg mig meget til at samarbejde med de øvrige i bestyrelsen om og ikke mindst støtte op om de gode initiativer, der allerede findes, siger hun.

Som nyvalgt formand har Christel en række ideer til, hvordan lokalforeningen kan skabe endnu bedre forhold for kræftpatienter i Sønderborg Kommune. Men hun opfordrer også borgerne, medlemmer og alle med kræft inde på livet til at kontakte hende med ideer og forslag som idégrundlag for fremtidige aktiviteter i lokalforeningen.

Kræftens Bekæmpelse Bestyrelse Sønderborg Kommune
Lokalforeningens bestyrelse består af (fra venstre) Tugba Okutan, Linda Tækker, Annette Bek, Helle Blindbæk og Christel Leiendecker. Fraværende på billedet fra bestyrelsen er Anita Thornhal og Inge-Lis Jensen

Yderligere oplysninger og pressekontakt:

Christel Leiendecker, Formand Kræftens Bekæmpelse.

Mail: leiendeckerchristel@gmail.com

Telefon: 26259350

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2026 Broager – Designet af Aveo web&marketing