Lashline er navnet på den nye klinik der er indrettet i Nejsvejs frisørsalon.
Hos Nejsvejs frisør er Tim og Malene glade for det nystartede samarbejde med Marta Golaszewska. Hun tilbyder bl.a. afslappende ansigtsbehandling, fjerne gammel permanent makeup, micropeeling, eyelift-behandling og bio-revitaliserende peeling.
Med den nye klinik kan huset tilbyde den komplette behandling af både ansigt og hår.
Marta er uddannet kosmetolog og sygeplejerske i Tyskland og har arbejdet både som sygeplejerske, operationsteknisk assistent og kosmetolog, hvilket har givet hende erfaringen og modet til at starte sin egen klinik efter at hun for 4 år siden flyttede til Danmark, hvor hun nu har stiftet familie. Der arbejdes således intenst på at lære det danske sprog, men hun forventer at det vil blive lettere, når det skal bruges i hverdagen på klinikken.
”Mange har i dag hudproblemer og stiller krav til hudplejemidler, hvilket har gjort, at jeg nøje har udvalgt de produkter der anvendes. Jeg har på klinikken en lille kuffert med forskellige dufte, også nogle specielt til allergikere. Den kan lånes med hjem, hvor man i ro og mag kan finde den helt rigtige duft. Duften, der matcher kundens helt egen smag.
Mit krav til hvert enkelt produkt er at det er vegansk og ikke afprøvet på dyr, ligeledes skal det være uden kunstige farve- og duftstoffer. Valget faldt på det luksuriøse Utsukusy ExoSkin produkt, som lever op til disse krav og samtidig er behageligt at arbejde med,” fortæller Marta.
Få svar på evt. spørgsmål på Lashline eller kig ind til Marta.
Pia
© 2026 Broager – Designet af Aveo web&marketing