Af Kristian Pallesen
Broagerlands Skytteforening imponerer med usædvanligt flotte resultater, først i vinterens tre turnerings-runder og senest ved en finale i Vojens, hvor alle Broager-skytterne kvalificerede sig til også at deltage i de danske mesterskaber i Vingsted den 16. marts. Så kan det bare ikke blive flottere!
-Det går klubben super godt. For en uge siden kørte vi hjem fra Vojens med medaljer om halsen. Børneholdet skød sig til bronzemedaljen. Juniorholdet til guldmedaljen. Og voksenholdet til guldmedaljen. Det er klubrekord – og første gang, at alle vores hold kommer til at skyde om de danske mesterskaber, fortæller Lykke Hattesen.
Hun er klubbens kasserer. Er hjælpetræner på børneholdene og mor til to skytter.
-Min mand Thor er formand for foreningen, og vores to piger, Celina og Cecillie, er hjælpetrænere og nære veninder med de to andre på juniorholdet, søstrene Søs og Lærke. Så jo. Broagerlands Skytteforening er en meget stor del af vores fritid, erkender Lykke Hattesen. Hun er stolt af medlemmernes præstationer og glæder sig over, at et formandsønske fra sidste års generalforsamling også bliver indfriet i år.
-Han drømte om, at vi i vores 80 års jubilæumsår i 2025 også kunne nå op på 80 medlemmer. Vi har nu 81 medlemmer og først jubilæum den 20. august!
Et stærkt ungpigehold
Blandt medaljetagerne er det ungpigeholdet, der har størst opmærksomhed. – Vi lavede et hold for de fire, de har skudt bedst, da de rykkede op som juniorskytter.
Når den oprykning sker, skal skytterne selv kunne løfte og håndtere geværet, altså skyde på en anden måde. Og den overgang gør, at vi sædvanligvis mister flere som medlem. Men vores fire tøser på juniorholdet gør det skidegodt.
De har været med siden 2016. Og de vinder medaljer. Vi håber virkelig, at de fortsætter som et hold, siger Lykke Hattesen.
Billedtekst nederste foto:
Voksen-holdet med Keven (tidligere dansk mester som juniorskytte), Janni, Mette og Horst.
© 2025 Broager – Designet af Aveo web&marketing