Christine Riis, som bor i Sønderborg, er fra torsdag 21. maj klar med en ny udstilling på Broagerhus.
Det er en særdeles aktiv maler/tegner, som i mange år bl.a. har været en del af malergruppen ENYKu, som har til huse i kulturhuset i Egernsund.
Det er blevet til udstillinger mange steder i det sønderjyske: Kunstpunkt Augustenborg, Nordborghallen, Agerskovhallen, Fördeschule og Rinkenæshus for at nævne nogle.
Christine er også medlem af FFKK, som er en grænseoverskridende forening med kunstnere fra både Danmark og Tyskland.
“Jeg finder ofte mine motiver i Sønderjylland, hvor jeg er født og opvokset. Vadehavet er en evig kilde til inspiration – ikke to dage er ens ved det storladne havområde, der henover året og døgnet kalder på de stærke følelser. Det er disse sanseindtryk, jeg ønsker at give videre til beskueren af mine værker.”
Teglværkerne ved Nybøl Nor og Cathrinesminde Teglværk, hvor der gennem flere hundrede år er produceret tegl, er begge i nærområdet og giver ligeledes en særlig kraftfuld inspiration.
Endnu en inspirationskilde er de mange rejser i store dele af verden.
Kig endelig ind på Broagerhus.
/Liss Lindholm
© 2026 Broager – Designet af Aveo web&marketing