|
Det er regionens opgave at sørge for, at alle borgere i Region Syddanmark har adgang til en praktiserende læge.
Regionen peger selv på, at Nordborg by og Augustenborg er lægedækningstruede områder, og at der er tre ubesatte stillinger i Sønderborg Kommune, og flere er på vej mod pension, så frem mod 2035 er der behov for 7 nye læger, der kan og vil overtage stillingerne. Derfor har Sønderborg Kommune sammen med de tre øvrige kommuner taget initiativ til en fælles indsats for styrket lægedækning igennem de såkaldte Sundhedsklynger, som er et formaliseret samarbejde mellem Region Syddanmark, Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og de fire sønderjyske kommuner. Samarbejdet skal kombinere regionens redskaber til lægedækning med kommunernes viden om boligforhold, børnepasning og kultur samt Sygehus Sønderjylland og de praktiserende lægers indsigt i den gode uddannelse og de faglige miljøer. – Det er helt tydeligt for mig, at der er brug for, at kommunerne bliver en langt større del af arbejdet med tiltrækning af læger. Der er behov for en langt mere struktureret rekrutteringsindsats, hvor man ikke brandslukker, når lægemanglen er opstået et sted, men som sikrer en løbende tiltrækning og udskiftning i de lokale lægehuse. De praktiserende lægers organisation har en masse brugbar viden om, hvad der skal til for at tiltrække unge læger til yderkommunernes almen praksis, og vi i kommunerne har både viden og kompetencer indenfor bosætning, jobs til partnere, bolig og meget mere. Vi hører om flere alment praktiserende læger, som ønsker at udvide deres praksis blandt andet for at kunne tilbyde flere uddannelsesstillinger, og det kan vi Sønderborg Kommune hjælpe med via vores tilflytterservice, erhvervsservice og i partnerskabet GoTo Sønderborg, siger borgmester i Sønderborg Kommune, Erik Lauritzen. Det er også baggrunden for, at Sønderborg kommune igennem en årrække har taget teten på sammen med lokale alment praktiserende læger og private kræfter at etablere sundhedshuse i Nordborg, Gråsten og aktuelt er man godt på vej med sundhedshus i Augustenborg. – I Sundhedsudvalget har vi – særligt i denne byrådsperiode – afsøgt mulighederne for at komme langt tættere på arbejdet i regionen med at rekruttere læger til vores område. Det er klart, at regionen har et mere overordnet perspektiv på lægedækning. Men for en kommune er det fuldstændigt afgørende for både sundhed og bosætning at der er adgang til en fast praktiserende læge, i det lokalområde man bor i. Vi har i Sundhedsudvalget haft flere møder med de praktiserende læger i området, som har nogle rigtig gode ideer og perspektiver på, hvordan vi kan styrke lægedækningen. Det har vi brug for at kunne handle på. Det er afgørende for os, at vi samler alle gode kræfter i det her samarbejde, så vi kan handle hurtigt, når muligheder eller udfordringer viser sig, siger formand for Sundhedsudvalget, Didde Lauritzen. |
© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing