Læserindlæg / Svar til Borgmesteren af Ole Hansen, 13.05.2025.
Svar til Borgmesteren vedr. SONFORS Generalforsamling
Tak for svar hr. Borgmester.
Du spørger undertegnede om, hvem, og hvad jeg mon ønsker at kritisere i mit seneste læserbrevs omtale af SONFOR.
Kære Erik, jeg troede at jeg gjorde fortællingen om, hvor udemokratisk SONFORs konstruktion er, at også du kunne forstå problematikken -men åbenbart forgæves! Jeg prøver at ”skære det ud i pap”. For det første går kritikken på, at du og andre 30 politikere ikke for lang tid siden har taget initiativ til nytænkning af den nuværende selskabskonstruktion i SONFOR. Dette med henblik på mere Borgerindflydelse (i den nuværende form findes dette ikke).
Det er jo populært for politikere at bruge ordet Borgerindflydelse i visse situationer, men kom nu ind i 2025 og prøv at ”ta fat”, og ikke kun lade det være tom snak.
Her kommer 3 forslag, som kan fremme den demokratiske proces:
1. Omdan SONFOR til et A.M.B.A.Aktieselskab med begrænset ansvar, hvor hver borger eller husstand er andelshaver med stemmeret.
2. Åbne for borgerinvesteringer gennem en model, som i Lillebælt Syd Havmølleprojekt, hvor lokale borgere kan købe andele og få medejerskab og indflydelse.
3. Etablere en hybridmodel, hvor Sønderborg kommune fortsat er hovedaktionær, men en andel reserveres til borgerne med stemmeret og adgang til selskabets beslutningsproces.
Sådanne modeller vil ikke blot styrke det lokale demokrati, men også genskabe tillid og ejerskabsfølelse i en tid, hvor mange borgere oplever, at beslutninger centraliseres og tages ”hen over hovederne på dem”.
Jeg vil hermed opfordre Byrådet til at igangsætte en undersøgelse af, samt omkostningerne ved en given omstrukturering, samt sætte sagen på dagsordenen til næste Byrådsmøde.
Jeg har for øvrigt haft en aftale med direktøren for SONFOR om et møde. Jeg blev venligt modtaget i telefonen og fik et mødetidspunkt til kl. 13.00 i marts måned 2024, men på mødedatoen blev jeg ringet op af en sekretær og fik oplyst, at mødet var aflyst pga. sygdom, men at jeg ville modtage et nyt mødetidspunkt.
Jeg har nu siddet lige siden og ventet ved telefonen i 14 måneder på det lovede nye mødetidspunkt, og det gør jeg måske endnu!
Venlig hilsen
Ole Hansen
Gartnervænget 2B
Broager
Læs Borgmester Erik Lauritzen indlæg på SønderborgNYT
© 2025 Broager – Designet af Aveo web&marketing