Penge på vej til sundt og socialt arbejde i Sønderborg Kommune

Sundhedsudvalget støtter frivilligt, socialt arbejde samt sundhedsfremmende arbejde med over 200.000 kr. i anden uddeling i 2025.

11 ansøgere modtager tilskud på 201.500 kr. fra puljen til frivilligt socialt og sundhedsfremmende arbejde, som er finansieret efter servicelovens § 18 og Ældrelovens § 7. Ansøgningerne er behandlet med udgangspunkt i begge lovgivninger, da Ældreloven trådte i kraft 1. juli 2025, efter ansøgningsfristen var udløbet.

Derudover er der også penge på vej til Klub Als, der får forlænget samarbejdsaftalen samt et fast driftstilskud på 150.000 kr. pr. år i perioden 2026- 2028. Klub Als er dedikeret mennesker med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Klubbens formål er at skabe et fællesskab for medlemmerne samt at fremme livsglæde ved inddragelse i klubbens aktiviteter og drift. Klub Als anvender det faste tilskud med 100.000 kr. til aktiviteter og aflønning af medarbejdere på 50.000 kr.

– Det frivillige sociale arbejde spiller en afgørende rolle i at styrke fællesskaber og trivsel i vores kommune, og gennem foreningerne støtter vi sårbare mennesker. Klub Als yder et godt og nødvendigt tilbud, og klubben får derfor et fast tilskud, fordi lønudgifterne gør det nødvendigt for klubben at kunne planlægge længere frem i tiden end blot et år ad gangen, siger Didde Lauritzen, formand for Sundhedsudvalget.

Bo Kleis Christensen, næstformand i Sundhedsudvalget, er glad for, at Sundhedsudvalget kan støtte mange forskellige foreninger.

– Med denne støtte anerkender vi den store indsats, som frivillige yder hver dag. En af vores ambitioner på Sundhedsområdet i Sønderborg Kommune er at sikre meningsfyldte aktiviteter inden for sundhed og trivsel, og vi har heldigvis mange, frivillige foreninger, der kan være med til at løfte den opgave tæt på borgerne, siger han.

Fakta:
Sønderborg Kommune har – ud over ansøgningen fra Klub Als – modtaget i alt 17 ansøgninger til anden ansøgningsrunde om tilskud til frivilligt socialt og sundhedsfremmende arbejde. Ansøgningerne er gennemgået og vurderet med afsæt i følgende:

Foreningens økonomi på ansøgningstidspunktet
Det ansøgte beløbs størrelse i forhold til værdien for målgruppen
Varigheden af det frivillige tilbud
Foreningens faste udgifter til enten husleje eller aflønning af personale
Antal frivillige, som udfører aktiviteten
Antal brugere, som har glæde af det frivillige tilbud

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2026 Broager – Designet af Aveo web&marketing