Et samlet Byråd i Sønderborg, bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Slesvigsk Parti, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Enhedslisten, har indgået en budgetaftale for budgetåret 2025 samt overslagsårene for 2026-2028.
Aftaleparterne Socialdemokratiet, Slesvigsk Parti, Venstre, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Enhedslisten har underskrevet en budgetaftale for 2025 samt overslagsårene 2026-2028. Dermed står et samlet Byråd bag budgettet og de kommende års prioriteringer i Sønderborg Kommune.
Sønderborg Kommune har næste år fået et øget råderum, da regeringen har øget kommunernes rammer ved at give et ekstra ordinært engangstilskud i 2025. Da driften og økonomien i Sønderborg Kommune er stabil, kan der derfor blandt andet ske målrettede serviceløft af velfærdsområder. Samtidig kan indsatserne inden for bosætning og vækst styrkes, og nødvendigt personale kan ansættes til at understøtte den fortsatte udvikling.
Sønderborg Kommune har i de senere år arbejdet fokuseret på at styrke velfærden, sikre grøn omstilling, tiltrække nye borgere, uddannelser og arbejdspladser. Aftaleparterne glæder sig over, at kommunen fortsat er inde i en positiv udvikling på mange af disse områder. I dette års budgetaftale fastholdes disse prioritetsområder og indsatserne styrkes med fokus på:
Aftaleparterne er samtidig enige om at fastholde målsætningen om en solid kassebeholdning på minimum 100 mio. kr. med henblik på at kunne imødegå såvel indtægts- som udgiftsudfordringer samt være i stand til at gribe muligheder for eksempelvis køb af arealer og bygninger.
Se hele budgetaftalen her: Budget og budgetaftaler | Sønderborg Kommune (sonderborgkommune.dk)
Borgmester Erik Lauritzen:
– Jeg er glad for en rigtig god budgetproces i år, hvor vi igen i Sønderborg Byråd lander en budgetaftale med alle partier. Det viser, at vi sammen tager ansvaret for en god udvikling af Sønderborg Kommune. Jeg glæder mig særligt over, at der i budgettet for 2025 er blevet muligt at lave et løft af kernevelfærden. Det gælder især på børne-, familie- og ungeområdet samt ældre- og socialområdet. At vi har råd til investeringer i infrastruktur herunder mere asfalt på veje og cykelstier. Dertil kommer en styrket indsats på bosætning, studieboliger og studieliv, grøn vækst og erhvervsfremme. Og så holder vi selvfølgelig fast i ambitionerne i ”Skolerne Årti”, hvor vi har afsat store beløb til renovering af folkeskolerne. Det er alt sammen en styrkelse af Sønderborg Kommune, som gør det til et godt sted at bo for alle os, der bor her i dag, men det er samtidig også med til at designe til en bedre fremtid for dem, der skal bo i området fremover.
Ellen Trane Nørby, Venstre:
– Venstre fik med sidste års budget sat et massivt aftryk på Skolernes Årti, og vi glæder os over, at vi nu igen afsætter mere end 50 millioner kroner til skolerenoveringer, ny- og ombyg, med investeringer i bl.a. Nordals Skolen, Alssund-Skolen og derefter Gråsten Skole. Men bygninger gør det ikke i sig selv. Kvaliteten og inklusionsindsatsen skal løftes. Det afsætter vi med årets budget lidt penge til, men på ingen måde i den størrelsesorden Venstre mener, der er behov for. Det samme gælder legepladssatsningen, hvor vi nu kommer et skridt videre, men ikke i mål. Vi glæder os til gengæld over, at vi har fået penge til at tænde gadelyset, pleje de grønne områder og vores vejkanter samt et massivt løft til at sikre Masterplanen for Bosætning, Erhverv og Grøn Vækst, så vi kan tage konkrete initiativer for at nå målet om 77.000 borgere i kommunen.
Kirsten Bachmann, Slesvigsk Parti:
– At årets budgetaftale giver plads til budgetforbedringer, har stor betydning for alle os, der bor, lever og arbejder i kommunen. Vækstambitionerne og udviklingen fastholdes, også når det gælder de mindre byer. Vi genopretter vedligehold af grønne områder og forholder os mere aktivt til borgerinddragelse og nærdemokratiets ønsker hertil. Budgettet til vedligehold af de eksisterende veje og cykelstier højnes, og der er plads til, at de fornyes og udbygges. Det samme gælder gadelys, der ikke blot tændes igen, men moderniseres og renoveres til ny energieffektiv og vedligeholdelsesvenlig vejbelysning. Men vi gør også op med hængepartier i konstitueringsaftalen, ved at familiernes perspektiv fylder endnu mere, og der gives sunde og trygge rammer for børn og unge. Således får alle de bedste muligheder for trivsel og læring, udvikling og dannelse. De høje investeringer i kvaliteten og fysiske rammer på skoleområdet og på daginstitutioner fastholdes, mens ungefællesskaberne og ungekulturen styrkes. Samtidig skabes aktivitetsorienterede byrum og legepladser, så børn og unge kan lege og udfolde sig i hele kommunen.
Stefan Lydal, Dansk Folkeparti:
– Jeg glæder mig først og fremmest, som formand for Social-, Senior- og Handicapudvalget, over, at vi med aftalen afsætter de fornødne midler til en udvidelse af Botilbud Bosager med 10 ældrevenlige boliger. Dernæst er jeg glad for opbakning til Dansk Folkepartis forslag om den såkaldte spireordning med ungarbejdere på kommunens plejehjem. Jeg glæder mig til at se ordningen udrullet i praksis i løbet af 2025. Sidst, men ikke mindst, er jeg tilfreds med, at vi også fandt plads til at prioritere det grønne område, herunder arbejdet med dynamiske plejeplaner, vild med vilje, springvand og tømning af skraldespande i det offentlige rum.
Bo Kleis Christensen, Nye Borgerlige:
– Med budgetaftalen for 2025-2028 sætter vi sammen retningen for Sønderborg Kommune for de kommende år. Budgetprocessen har budt på både store opgaver og markante udfordringer, men vi viser igen i år, at vi kan løfte i samlet flok og skabe bedre rammer for alle vi borgere i Sønderborg Kommune. I særdeleshed har årets budgetaftale for Nye Borgerlige betydet, at vi kigger på vedligehold af vores kommune. Der ser herrens ud langs vores veje, cykelstier og stier, og der er hårdt brug for yderligere vedligehold. Det er et af de områder der blev sparet på i 2022 og 2023, og vi kan ikke være andet bekendt end at oppe os. Græsslåning af rabatter og vejsider så vi igen kan se færdselstavlerne og kantpælene, samt kantskrab som sikrer at vand kan afledes fra vejene, og ikke mindst ny asfalt er der virkelig behov for. Derfor tilfører vi 5 mio. kr. ekstra som en engangsinvestering ud over driftsbudgettet til asfalt, og samtidigt afsætter vi 1,5 mio. årligt fremadrettet til vedligehold af grønne arealer omkring vores vejanlæg. Det betyder også, at vores kommune bliver mere attraktiv for både borgere i kommunen, men så sandelig også for de, som påtænker at bosætte sig, samt turisterne. Et plejeløft omkring vores 1.200 km vejanlæg som er hårdt tiltrængt. Nye Borgerliges hovedbidrag i denne budgetaftale går derfor under overskriften “Drift og Vedligehold”, og i budgetteksten kan man finde mange flere oplysninger herom.
Asger Romme Andersen, Enhedslisten:
– I Enhedslisten bakker vi op om budget 2025, især fordi der bliver prioriteret midler til kernevelfærd blandt børn, unge og ældre samt midler til nye pladser på botilbuddet Bosager og til kommunens samarbejde med foreningslivet. Men det er også et budget, der fortjener kritiske spørgsmål: Burde Byrådet fx ikke have prioriteret midler til at håndtere stigende problemer med vand i vores landskab og til at udskifte gadelys til LED? Med mere nedbør og højere grundvand og stigende havvand i vente mener vi i Enhedslisten, det havde været klogt, hvis det var noget Byrådet havde brugt flere kræfter på at forberede os på.
Preben Storm, Socialdemokratiet:
– For os i Socialdemokratiet er det hverdagslivet, som har haft højeste prioritet. Om man er barn, ung, ældre eller midt imellem, så er det vores ambition, at Sønderborg Kommune er et godt sted at bo og leve. Derfor er vores mest markante fingeraftryk placeret dér. Til læring og trivsel for vores børn i skoler og dagtilbud, styrket trivsel for unge og studerende, til gode boligforhold til borgere med behov for botilbud. Til gode idrætsfaciliteter og et aktivt familie- og fritidsliv samt flere ressourcer til det gode ældreliv.
© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing