Redaktøren er gået på pension

Af den nu fhv. redaktør for Broue Tidende: Kristian Pallesen

Opdateret 03-04-2025 med korrekt telefonnummer på Finn Wogensen

 

Karl (Kalle) Erik Hansen er postkasse-ansvarlig og fordeler daglig post til redaktion@broager.dk

Nej. Det er ikke en aprilsnar, at redaktøren af dette medie i dag den 1. april siger stop.

Selvom det føles svært at slippe, så er tanken modnet gennem længere tid, og jeg benytter mediets otte års fødselsdag til at gå på pension.

Jeg har været skrivende journalist med ansvar for nyhedsstrømme i 56 år. Jeg fylder 74 år i maj og er ofte spurgt af familie og venner, om jeg er gået ”rigtigt” på pension. Det er man vel ikke rigtigt, så længe man udfører det samme ”arbejde” som i ens arbejdsliv.

Nu vil jeg prøve, om – og hvordan – min 3. alder kan byde på opgaver og oplevelse, der intet har med det tidligere arbejdsliv at gøre!

Så i dag overdrager jeg ansvaret for Broue Tidende til Broager Udviklingsforum og den ny redaktion, hvoraf én har været med i flere år.

Den nye redaktion

Det daglige ansvar for redaktionen af Broue Tidende er delt ud på flere hænder.

Karl (Kalle) Erik Hansen er postkasse-ansvarlig. Han sørger for, at indgået post på redaktion@broager.dk bliver sendt videre til rette vedkommende.

Den nye redaktion – fra venstre Tove Gløtta, Pia Koch Johannsen og Jørgen Michelsen.

Pia Koch Johannsen er selv opsøgende men tager også imod ideer og forslag til omtaler. Hun skriver historier om forhold/mennesker og aktiviteter på Broagerland og kan kontaktes på mailen pkochjohannsen@gmail.com eller på tlf.  2464 3501.

Finn Wogensen indtræder som mediets fotograf og kan kontaktes på telefon 2445 3408.

Tove Gløtta sørger for, at tekster og billeder bliver tilgængelige på broager.dk

Jørgen Michelsen har været aktiv i redaktionen i flere år og tager sig af sporten især, af aktivitetskalenderen og af de henvendelser, andre ikke har tid og kræfter til at klare. Han kan kontaktes på mailen broagerdk@jnmichelsen.dk

Hanne Østergaard Andersen er mediets blæksprutte og går til hånde med diverse.

 

Skiftet kan få konsekvenser

Den nye redaktion har bedt mig skrive, at min afgang kan få konsekvenser. Kræfterne er færre til at skrive om ting, der sker. Derfor er det op til de lokale foreninger, organisationer og enkeltpersoner nu at levere indlæg, som de selv skriver. Og hvis der skal være en omtale hver dag – som er målsætningen – så kræver det, at nogen melder sig som freelancere. Hold dig ikke tilbage.

Redaktionen hører gerne fra enhver, som har lyst til at være freelance eller fast tilknyttet – ethvert indlæg vil gøre det mere interessant at læse Broue Tidende. Kontakt Pia – tlf. 2464 3501.

Stor tak for opbakningen

Jeg ønsker for den nye redaktion, at den vil opleve samme gode opbakning, som er blevet mig til del gennem årene og retter en varm tak til læserne for trofast at følge med i verdens største internet-medie kun for Broagerland. Tak for enhver form for opbakning, for samarbejdet og for gode tips til omtaler.

Med op til 7.000 ugentlige besøg på broager.dk – når det gik bedst – har jeg glædet mig over den lokale interesse for at få viden om, hvad der sker uden for egen matrikel. Personligt havde jeg allerede som ung en drøm om at slutte min karriere som lokalredaktør for et lokalsamfund. Det er lykkedes. I otte år. Otte gode år.

Spændende, hvad fremtiden bringer.

Fortsat god dag.

 

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2025 Broager – Designet af Aveo web&marketing

Den nye redaktion sender et klart budskab til hele Broagerland