Sønderborg Varme og Danish Crown har lavet en aftale, så slagteriet i Blans kommer på fjernvarmenettet.
Det betyder, at Ullerup , Avnbøl og Blans får tilbud om fjernvarme. Og at kommende fjernvarmekunder i de tre byer slipper for at betale et pristillæg på 3.000 kr. om året i forhold til de øvrige kunder hos fjernvarmeselskabet.
Det er både godt for klimaet og for beboerne Ullerup, Avnbøl og Blans, at Sønderborg Varme og Danish Crown har indgået en aftale, hvor slagteriet i Blans bliver en del af fjernvarmen. For den store investering betyder, at der kan tilbydes fjernvarme Ullerup og Avnbøl samt at vejen også er banet for fjernvarme til Blans.
Nyheden glæder borgmester Erik Lauritzen, som i en pressemeddelelse fra kommunen i eftermiddag roser slagteriet.
– Jeg vil gerne rose Danish Crown for vores gode samarbejde, som også har haft betydning for beslutningen om fjernvarme til Blans Slagteri. Det er meget væsentligt for vores ambitioner om at opnå en mindre CO2-udledning i Sønderborg-området.
Med beslutningen er forudsætningen samtidig skabt for, at der kan komme fjernvarme til Avnbøl og Ullerup samt mulighed for fjernvarme til Blans. Jeg sender en stor cadeau til de lokale i de tre landsbyer, der har kæmpet og gjort et fantastisk forarbejde for at bane vejen for fjernvarmen, siger han.
2 mio. kr. til at arbejde med lokalvarme
Sønderborg Kommune har allerede et stærkt samarbejde med Sønderborg Varme gennem Sønderborg Lokalvarme, og det arbejde bliver intensiveret de kommende år.
– Jeg vil rose Sønderborg Varme for virkelig at tage ansvar både for klimaindsatsen og ved at få så mange borgere og virksomheder på fjernvarmenettet som muligt i hele kommunen. Vi er godt i gang med lokale projekter, og til det formål har Sønderborg Kommune afsat 2 mio. kr. til at arbejde med lokalvarme. Dette arbejde understøtter den generelle udrulning af varmeløsninger, men også for de områder der ligger udenfor de traditionelle fjernvarmeområderne og har til formål at undersøge grundlaget for fælles varmeforsyning i landsbyerne, siger han.
Slagteriet i Blans forsynes med fjernvarme i løbet af 2027.
Giver tilbage til lokalsamfundet
Danish Crown har en ambition om at reducere sit samlede CO2-aftryk med 42 procent inden 2030 og kalder aftalen med Sønderborg Varme et vigtigt skridt på vejen.
– Tingene går simpelthen op i en højere enhed her, siger Senior Vice President hos Danish Crown, Rasmus Aadal til jv.dk.
-Vi får sikret en CO2-reduktion på vores fabrik i Blans ved at halvere vores forbrug af gas, og samtidig får vi givet tilbage til det lokalsamfund, vi er en del af, siger han til jv-mediet.
© 2024 Broager – Designet af Aveo web&marketing