Smøl kåret som Årets Landsby i Sønderborg Kommune 2025

Smøl kåret som Årets Landsby i Sønderborg Kommune 2025

“Dette skal vi fejre med kage og kaffe. Det var en stor overraskelse, at Smøl blev kåret som Årets Landsby 2025 i Sønderborg Kommune” siger Ingebeth Clausen og tilføjer “Kåringen er en anerkendelse for det frivillige arbejde, vi laver og har lavet i mange år. Frivilligt arbejde er livsvigtigt for små samfund, da det er med til at binde os sammen. Alle kender hinanden og de kompetencer den enkelte har. Man skal udnytte de ressourcer og muligheder der er, ellers går de små samfund i stå. Men vi kan ikke stå alene, vi har ind imellem brug for en økonomisk håndsrækning og det er der heldigvis mulighed for at få.”

Ingebeth Clausen

Dommerkomiteen har i år valgt at hædre en af de mindste landsbyer, som gennem mange år har vist vejen med deres innovative tilgang, mod til at tage chancer og stærke fællesskab. Sønderborg Kommune har valgt Smøl som Årets Landsby 2025, og med hæderen følger en kontant gave på 5.000 kr., en vandreskulptur samt en blomsterbuket.

Når Sønderborg Kommune hvert år kårer Årets Landsby, vurderer dommerkomiteen landsbyerne ud fra deres evne til at tænke nyt, tage chancer, vise bredde og opbakning fra hele landsbyen. Derudover ser de på, hvordan landsbyen udnytter sine ressourcer og muligheder, samt om de iværksætter aktiviteter, som kan inspirere andre.

Det opfylder Smøl til fulde, for på trods af sin størrelse har Smøl Landsbylaug formået at samle en bestyrelse og engagere en stor del af byens borgere i en række arrangementer og tiltag. Udover at engagere sig i deres egen by, har de også rakt ud til omkringliggende landsbylaug på Broagerland og deltaget aktivt i brobygningsarrangementer, herunder etablering af sprogkurser mellem lokale og tilflyttere fra både Danmark og udlandet. Dette har bidraget til, at tilflyttere bliver en del af lokalsamfundene. Smøl deltager også i samarbejde med øvrige landsbylaug på Broagerland i Det levende Teglværk på Cathrinesminde Teglværk.

Byrådsmedlem Erik Krogh og Ingebeth Clausen.

Dommerkomiteen, bestående af byrådsmedlem Erik Krogh, Kristian Dreyer fra sidste års vinder Holm, Stefan S. Kirkegaard-Kronborg som Landsbyforums repræsentant samt landsbyudvikler Carl Erik Maae.

Årets Landsby blev kåret i forbindelse med årsmødet i Landsbyforum, som foregik på Mommark Marina, tirsdag den 13. maj 2025. Det var byrådsmedlem Erik Krogh, der overrakte prisen til Smøl Landsbylaug.

 

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2025 Broager – Designet af Aveo web&marketing