Sundhedsudvalget har besluttet at forlænge samarbejdet med Kirkens Korshær om en sundhedsfremmende tandplejeindsats.
Social ulighed i sundhed er en udfordring både nationalt og lokalt. Sønderborg Kommune har derfor i samarbejde med Kirkens Korshær haft et pilotprojekt om en tandplejeindsats i Kirkens Korshærs sundhedsrum det seneste år. Evalueringen viser, at tandplejeindsatsen har opnået god tilslutning fra socialt udsatte borgere og har formået at nå en målgruppe, som tidligere har været vanskelig at engagere.
Det glæder formand for Sundhedsudvalget, Didde Lauritzen.
– Det var netop det, vi gerne ville opnå ved samarbejdet med Kirkens Korshær. Forlængelsen af samarbejdet vil give mulighed for at fastholde og styrke relationen til socialt udsatte samt videreudvikle deres generelle sundhed. Det er vigtigt for os, fordi vi på den måde hjælper socialt udsatte borgere adgang til nødvendige sundhedstilbud, siger hun.
En forlængelse vil konsolidere de opnåede erfaringer og skabe et mere bæredygtigt grundlag for en eventuel permanent forankring af tandplejeindsatsen i Kirkens Korshærs sundhedsrum.
– Samarbejdet med Kirkens Korshær har været velfungerende og medvirket til, at borgerne har følt sig trygge i mødet med Tandplejens medarbejdere. Derfor forlænger vi indsatsen et år, og erfaringerne kan hjælpe os med, at tandplejeindsatsen bliver en del af det samlede sundhedstilbud til socialt udsatte borgere i kommunen, siger Bo Kleis Christensen, der er næstformand for Sundhedsudvalget.
Samarbejdet med Kirkens Korshær understøtter Byrådets Vision 2022-2025 om “Et godt liv” og sundhedspolitikken “Mod på mere sundhed” for 2023-2026.
© 2025 Broager – Designet af Aveo web&marketing