Sønderborg Kommune vil lave ny industripark i Kværs

Byrådet har godkendt, at Sønderborg Kommune søger om en industripark ved Kværs biogasanlæg som en af Danmarks fem nye industriparker for produktionserhverv i Danmark, der er en del af den nationale aftale om ”Rød løber for produktionsvirksomheder”.

Det skal være nemmere for produktionsvirksomheder at finde egnede arealer, hvor de kan bygge nyt, og derfor arbejdes der på fem, nye industriparker i Danmark. Sønderborg Kommune har meldt sig i kapløbet om at huse én af industriparkerne i et område ved Kværs biogasanlæg.

Ansøgningen er en del af en national indsats for at fremme produktionserhverv og grøn omstilling i Danmark, og den glæder borgmester Erik Lauritzen.

– Vi håber, at vi får held med at etablere en industripark i Sønderborg Kommune, for det vil ikke kun styrke vores lokale erhvervsliv, men også være et vigtigt skridt mod at tiltrække nye virksomheder og investeringer til vores kommune. Industriparken understøtter samtidig Sønderborg Kommunes strategiske fokus på grøn omstilling gennem Project Zero, så vi ser frem til at skabe Danmarks bedste, grønne erhvervsmiljø i Kværs, som ligger rigtig centralt ved motorvej E45 og Sønderborgmotorvejen, siger han.

Ansøgningen fra Sønderborg Kommune er støttet med opbakning fra lokale virksomheder via en støtteerklæring.

– Vi har allerede stærk opbakning fra lokale virksomheder, som ser store muligheder i forslaget. Industriparken vil spille godt sammen med det nyetablerede STEAR – et offentligt-privat samarbejde med fokus på iværksætteri inden for Energy & Tech. Vores forslag til placering understøtter desuden et tæt grænseoverskridende samarbejde. Realiseringen af industriparken forudsætter et plangrundlag, herunder miljøvurderinger og forslag til afværgeforanstaltninger samt den lovpligtige høring og borgerinddragelse, siger Stephan Kleinschmidt, første viceborgmester.

Industriparken vil omfatte et areal på cirka 72 hektar og vil kræve omfattende planlægning og investeringer i infrastruktur, herunder veje, forsyningsledninger og miljøvurderinger.

Forslaget til industriparken ligger på privatejede arealer, og der er derfor behov for dialog med lodsejerne, som ikke har været mulig grundet den korte tidsfrist for at ansøge om industriparkerne. Sønderborg Kommune har indsendt ansøgningen om industriparken til Erhvervsstyrelsen og Plan- og Landdistriktsstyrelsen, og kommunen afventer nu en afklaring på, om forslaget kommer i betragtning, inden man går i dialog med lodsejerne.

Broager.dk

Broager.dk er er et digitalt samlingssted for borgerne i byen og på Broagerland.

Følg med

© 2025 Broager – Designet af Aveo web&marketing